I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Novellemagasin og medlemsblad
Litteratur for livet
Opdateringer på www.forfatterhaab.dk
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 125 (109)
Tegninger i alt: 13 (13)
Offentlige Tekster: 116 (104)
Offentlige Tegninger: 5 (5)
Kommentarer i alt: 85 (63)
Medlemmer i foreningen: 40 (36)

Novellemagasin
Bestyrelsen har vurderet at der udfra svarene er grundlag for at opstarte et novellemagasin. Den endelige redaktion nedsættes på Den stiftende generalforsamling. Læs resultatet af Spørgeskema-undersøgelserne
Vi har yderligere besluttet at der er grundlag for et medlemsblad Inspirator og at dette skal udgives under samme redaktion

lifli.dk
I februar 2007 åbner der en ny dansk litteraturportal. Kort fortalt er der tale om en hjemmeside, hvor nye og etablerede forfattere kan få publiceret deres tekster og derved nå ud til et bredt publikum. Til forskel fra andre litteratur-databaser, vil det være gennemgående, at der kun er et begrænset antal forfattere med skriveret til siden, at litturaturen har en høj kvalitet og læseværdighed, og at man som læser har let og overskuelig adgang til den litteratur og de forfattere, som man måtte være interesseret i. Nærmere informationer kan findes på hjemmesiden: lifli.dk

Opdateringer på www.forfatterhaab.dk
Når man uploader og redigere i sine tekster, kan man nu tjekke stavningen, via det implementerede stavekontrol-system. For at sikre at tekster og tegninger overholder dansk lovgivning, har vi valgt at lave en Rapportér/Anmeld-knap hvormed du som medlem kan indrapportere "ulovlige" tekster/tegninger til bestyrelsen.

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange oploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Det er naturligvis kun muligt for en tekst at opnå titlen som månedens tekst én gang. Alle udvalgte tekster får et "stempel", der viser, hvornår teksten blev udvalgt som Månedens tekst

Dueballonen Rune
Af Connie Larsen

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

Dueballonen Rune

På byens markedsplads var det årlige omrejsende tivoli godt i gang. Pariserhjulet kørte rundt og rundt med hvinende børn. Begejstrede børn vinkede til deres far og mor fra karrusellen. Overalt i tivoliet var der glade børn.
   
    Midt i tivoliet stod ballonmanden. Han havde et kæmpebundt med balloner i alle mulige faconer og figurer. Der var en snor i hver ballon og alle snorene var bundet fast til en stor pæl i jorden, for at de ikke skulle flyve væk. Ballonmanden var i færd med at puste flere balloner op. Han havde en stor flaske med luft som han satte ballonen på. Bagefter bandt han en knude for enden af ballonen og satte en snor i. Så kom ballonen hen til de andre balloner i flokken.
    Han pustede endnu en ballon op. Det var en ballon med facon som en due. Den var blå og grå og på siden af ballonen var der tegnet vinger på. Øjnene var blå og næbbet sort. Navnet var Rune.
   
Nu kom Rune op at hænge sammen med de andre balloner. Han blev lidt klemt for der var mange balloner i flokken. Lidt derfra kunne han se en anden dueballon. Helt magen til ham selv
   
”Hallo,” råbte Rune. Men den anden dueballon kunne ikke høre ham.
    ”Heeeej,” råbte han igen og denne gang hørte den anden ballon ham. Den kiggede rundt på alle ballonerne, men kunne ikke lige få øje på ham.
    ”Hej jeg er herovre,” råbte han og forsøgte at vrikke med kroppen.
    Endelig fik den anden ballon øje på ham.
    ”Hej,” råbte den tilbage.
    ”Hvad hedder du? Jeg hedder Rune. Har du prøvet at være i et tivoli før? råbte han til den anden dueballon.
    ”Ja, men jeg blev ikke solgt, så nu håber jeg, at jeg kommer hjem til en sød pige eller dreng der behandler mig godt. Det er ikke sjovt at overvintre i ballonmandens kælder til næste sommer. Der er mørkt og kedeligt. Det er meget sjovere at hænge her. Her er der masser af søde og sjove børn at kigge på. Og for resten hedder jeg Rita,” sagde den anden dueballon.
    ”Det er første gang jeg er med i tivoli,” råbte Rune til sin nye ven.
    ”Jamen så held og lykke med det hele. Jeg håber du finder et godt hjem,” råbte Rita.
    ”Jamen, gør alle balloner da ikke det,” spurgte han og så bekymret ud.
    ”Nej, jeg kan huske sidste sommer en girafballon blev solgt til en lille dreng. Han ville helst have haft en monsterballon, men det måtte han ikke for sin mor og far. Han var ikke sød ved girafballonen og gad ikke lege med den. Til sidst lå den bare i et hjørne på hans værelse og blev mere og mere indsunken. Den stakkel. En dag kom drengen til at træde på den og den revnede på maven. Der var ikke noget at gøre. Den kunne ikke reddes og hans mor måtte smide den i skraldespanden. Frygtelig historie. Den var sådan en sød giraf,” sagde Rita og fik tårer i øjnene.
   
    Rune tav og blev bange for at han også kom til at bo et sted hvor han ikke fik det godt. Pludselig skreg alle ballonerne op og vajede ekstra flot i luften.
    ”Tag mig, tag mig,” råbte de alle sammen.
   Rune blev helt forvirret, men så så han en lille dreng sammen med sin far og mor stå og snakke med ballonmanden. Drengen havde fået lov til at få en ballon og nu skulle han vælge.
    Ballonerne vrikkede med kroppene og råbte i munden på hinanden, men der var ingen mennesker der kunne høre ballonernes råben. Det var jo ballonsprog og det kender mennesker jo ikke. Kender du måske nogen børn der kan ballonsprog? Nej vel, derfor kunne ballonerne råbe nok så meget, men ingen andre end dem selv kunne høre dem.
    Drengen var længe om at vælge. Det var meget svært, for der var jo så mange flotte at vælge imellem. Først kiggede han på løveballonen, så på fedtmuleballonen. Til sidst valgte han plutoballonen. Ballonmanden løsnede snoren med plutoballonen og rakte den til drengen. De andre balloner sukkede og tænkte, at det måtte da snart blive deres tur.

Lige da drengen var gået kom en pige til syne sammen med sin far og mor. Igen begyndte alle ballonerne at hyle og skrige ligesom før. Rune holdt sig for ørerne, men han råbte også selv, for han ville meget gerne hjem til hende pigen. Hun så rigtig rar ud.
   Men pigen pegede på Askepotballonen og de andre balloner gav et suk fra sig. Manden løsnede askepotballonen, men så skete der det der ikke måtte ske.

Åh nej, ballonmanden kom også til at løsne Rune, som nu svævede stille væk fra flokken. Rune svævede op og op mens de andre balloner kiggede forfærdet op på ham. Rune var bange. Han havde aldrig været ude at svæve alene før.
    ”Hjælp, hjælp,” råbte Rune, men der var ingen af de andre balloner der kunne nå ham. De kunne ikke gøre noget. Han var allerede for langt væk.
    Ballonmanden sagde ”sørens også, der røg den til vejrs,” men han kunne heller ikke gøre noget.
   Rune tænkte bange, hvor han mon endte henne. Pludselig mærkede han et fast greb om sin ryg. Han var landet i det store træ, der stod ved siden af ballonmanden. Grenene holdt ham fast og han kunne hverken komme op eller ned.

Åh, nej bare jeg ikke revner tænkte Rune. Så er det ude med mig.
   Rune havde godt udsyn til de andre balloner i flokken. Han kunne også se Rita. Hun kiggede på ham med sørgmodige øjne og hun råbte noget til ham, men der var så meget støj fra tivoliet, så han kunne ikke høre hende.

Der kom mange børn den dag for at få en ballon. Kort før lukketid kom en lille pige med fletninger og røde sløjfer i håret. Hun skulle også have en ballon. Rune var spændt på hvilken hun ville vælge. Pigen pegede på Rita og der gik et gys gennem Rune, der havde set det hele oppe fra træet. Nu ville han aldrig få Rita at se mere. Da pigen gik væk fra ballonmanden svævede Rita stolt og smuk oppe i luften. Hun havde fået et godt sted at bo nu. Hun havde fået en ny ven. Men Rune havde mistet sin ven og han begyndte at græde da hun et øjeblik nåede at kigge ind i hans øjne, inden de var så langt væk, at de ikke kunne se hinanden mere.

Stakkels Rune. Hvad skulle der mon blive af ham? Her hang han alene uden en ven at snakke med. Hvor skulle han bo? Han kunne ikke blive her. Og han kunne heller ikke komme herfra.

Det blev aften og tivoliet lukkede for den dag. Næste dag kom ballonmanden igen med flere balloner. De blev alle solgt, mens Rune så det hele oppe fra sin plads i træet. Alle ballonerne kom hjem til en sød pige eller dreng, der gerne vil være deres ven og være gode ved dem.
    Her hang Rune bare. Helt alene.

Dagene gik og det var tid for tivoliet til at lukke og pakke sammen for i sommer. Efteråret var på vej. Alle i tivoliet havde travlt med at pakke sammen og ballonmanden tog sin luftmaskine og gik hjem. Han havde ikke flere balloner tilbage. Da det blev aften var markedspladsen tom. Tivoliet var kørt for i sommer og tilbage var bare den støvede markedsplads.
    Mørket faldt på og Rune var så trist som nogensinde. Han anede ikke hvad han skulle gøre. Han kunne ikke gøre andet end at hænge der, og håbe på at en fugl ikke hakkede hul i ham.

Dagene gik og efteråret kom. Rune havde hængt der i mange dage nu og hans øjne blev mere og mere matte og triste. Hans øjne havde mistet den glød de havde haft da han stadig svævede smukt blandt de andre balloner i flokken. Han begyndte også at fryse. Luften var begyndt at sive stille og roligt ud af ham, der hvor ballonmanden havde slået knude på ham. Endelig faldt han i søvn.

Næste morgen vågnede han ved at noget ruskede i ham. Det var et mægtigt blæsevejr som fik ham til at slå frem og tilbage mellem grenene. Han følte at grenene ikke havde så godt fat i ham mere fordi der var sivet så meget luft ud af ham. Han var blevet så lille. Pludselig kom et vindpust, der fik ham fri og han svævede væk fra træet i en mægtig fart. Rune blæste fra side til side og landende til sidst på jorden. Vinden fik ham til at hvirvle rundt på jorden mellem blade, jord og affald. Han kiggede ned ad sig selv. Hvor så han ud! Han var så beskidt.

Endelig tog vinden af og Rune landede ved foden af det store træ. Han lå i læ i en bunke blade.
   Han lå og prøvede at få vejret igen. Han var blevet så forpustet af den store hvirveltur.

Han lå og hvilede sig lidt, men pludselig hørte han stemmer! Der var også noget der puslede i de visne blade på jorden. Hvad mon det var? tænkte han og prøvede at gøre sig mindre. Men han var allerede så lille og rynket fordi det meste af luften var gået ud af ham nu. Der var ikke meget liv tilbage i ham længere. Han lukkede øjnene. Han havde næsten ingen kræfter tilbage. Pludselig mærkede han noget koldt og vådt på ryggen. Han åbnede øjnene og stirrede lige op på en stor hund. Den snusede til ham igen. Hunden gøede og logrede med halen. Den ville vist lege med Rune.

”Hvad er det du har fundet, Banja,” var der en mand der sagde.
    Hunden gøede igen og Rune var bange for, at han skulle blive bidt af hunden. Men hunden var en venlig hund. Den ville ikke bide, men bare lege med Rune. En lille pige kom hen og satte sig på hug ved siden af Rune.
   
”Nej, se en lille ballon,” råbte hun begejstret og samlede dueballonen op med sine små hænder. Hendes hænder var varme og Rune puttede sig godt og nød varmen. Pigen løb over til sin far og mor.

”Se, en ballon, den vil jeg have med hjem,” råbte hun.
    ”Ja ja, gør du bare det, men der er nu ikke meget luft tilbage i den. Der er sikkert hul i den,” sagde hendes far.
   
    I bilen på vej hjem til deres hus holdt pigen Rune godt og varmt i hendes hænder. Han var så glad. Tænkt at han så alligevel skulle få et hjem og det ser ud til at blive et godt hjem. Pigen er sød og kærlig, hurra tænkte han og smilede.

Hjemme i køkkenet tog moren Rune og løsnede forsigtigt knuden på hans mave. Hun pustede forsigtigt mere luft ind i Rune. Hun slog en ny knude.
    \"Nu må vi ses om den holder luften eller om der er hul et sted,” sagde moren. Hun tog Rune op til øret, men hun kunne ikke høre nogen steder der kom luft ud fra.
    ”Den har sikkert bare tabt luft, fordi den har ligget længe, den fejler vist ingenting,” sagde faren.
   Pigen tog Rune op og gav ham et kys på næbet og et kram.
    ”Kom nu skal du bare se, jeg har en overraskelse til dig” sagde pigen til ham.
   Pigen gik ind på sit værelse og gik over til reolen.
    ”Se, sagde pigen og løftede Rune op i luften.

Rune kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Kunne det virkelig passe? Dér over reolen svævede hans dueven Rita fra tivoliet!
   Det var altså den lille pige der havde købt Rita. Hvor heldig kunne han være. Både at få et godt hjem hos en sød pige og endda også bo sammen med sin dueven. Pigen bandt Runes snor fast i reolen og nu svævede de to dueballon venner ved siden af hinanden.
   
    ”Jeg troede aldrig jeg skulle se dig mere,” sagde de i munden på hinanden og grinede. De svævede helt tæt sammen og kyssede hinanden på næbet.

Så husk, at hvis du en dag får lov, af din far eller mor, til at få en ballon, så vælg den med omhu og lad den aldrig ligge og flyde på værelset. Og hvis du går tur med den, så hold godt fast i snoren. Man ved aldrig hvor sådan nogle balloner ender hvis de slipper væk.

Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).