I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Forfattermorgana
Inspirator udsendt
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 255 (231)
Tegninger i alt: 20 (20)
Offentlige Tekster: 181 (161)
Offentlige Tegninger: 11 (11)
Kommentarer i alt: 672 (554)
Medlemmer i foreningen: 56 (49)
Bestillingeer på Forfattamorgana: 31 (26)

Månedens Medlem
Vi har også i dette Nyhedsbrev fundet "Månedens medlem", som er den bruger, der har været mest aktiv på hjemmesiden indenfor de seneste 30 dage. Den mest aktive i denne måned var: Mogens Sørensen.

Hjælp os med at skaffe nok abonnenter! Som det ses af ovenstående statistik er vi nu nået ca. 3/5 af vejen. Gå ind under menupunktet PR-materiale og hent vores nyeste PR-materiale på Forfattermorgana. Udskriv foldere og plakat og placere det på egnede steder i dit lokalområde. Har du din egen hjemmeside, ser vi meget gerne at du benytter vores reklame-banner og linker til Forfattermorgana.

Vi håber du vil benytte dig af muligheden for at glæde en god ven/bekendt/familiemedlem med et enkelt nummer af Danmarks nye novellemagasin, ved at tegne et gaveabonnement. I Inspirator har vi trykt 3 kuponer til tegning af gaveabonnement. Husk også muligheden for at sælge Forfattermorgana i løssalg. Ved bestilling af et bundt på 5 eksemplarer for kun kr. 220,- skal du blot sælge de 4 til normalprisen kr. 55,- for at få det sidste eksemplar til dig selv helt GRATIS! Du kan også bestille 10 eksemplarer for blot kr. 430,-

Inspirator
Alle medlemmer, der har betalt kontingent, skulle nu havde fået tilsendt andet nummer af foreningsbladet Inspirator

Er du ikke medlem, kan du købe bladet for kr. 40,- ved at skrive til: kasserer@forfatterhaab.dk med navn og adresse.

Så længe lager haves, kan man købe Inspirator nr. 1 for blot kr. 30,-
Ved bestilling af både Inspirator nr. 1 og 2, kan du få tilsendt, begge blade for i alt kr. 60,-

Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere rektalkontrol - det sidste jeg har af Ditte Marie Kristensen (Månedens tekst i december 2006). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 15. januar 2008

Der blev desværre ikke uploadet nogen bidrag i denne måned.

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Livets Barske Lektie (smagsprøve på roman)
Af Helene Svolgart

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

Kapitel 1

’Jeg er helt blank. Tankerne nægter at blive og lade sig tænke færdig i min omtågede hjerne. Efter nærmere eftertanke, så gør det egentlig heller ikke noget. Nu har jeg siddet her i tre timer … tre måneder faktisk, men det er først nu jeg er kommet ud af kryosøvnen. De sidste tre timer føles ellers som tre måneder.
   Omkring mig sidder elleve andre mænd. De fleste har den samme mangelfulde ansigtskulør, som jeg garanteret selv har. De sidste to ser ikke ud til at have hjerne nok til at vide, hvorfor de bør være bange.
   Hvor mange gange jeg har forbandet mig selv over den opgave, så ændre det ikke noget nu. Ligegyldigt hvor meget jeg fortryder at have taget opgaven og hader den dommer for sin korrupte personlighed, så ændrer det ikke på det faktum, at jeg sidder lænket i vommen på en fangetransporter.
   Medium sikkerhedsfængsel - Delta Zeich. Sådan noget pis! Hvor end jeg gerne vil beholde min værdighed, så er jeg slemt bange for, at jeg pisser i bukserne. Når transporteren lander i dokken og rampen går ned … så mister jeg kontrollen over min blære.
   Med mindre jeg får lov at tømme den først.'

***

Den monotone summen i skroget virkede lullende, og med en kryotåge hængende over hovederne sad de tolv mænd i lænker og svajede døsigt. To vagter sad for enden af gangen og holdt øje med dem, begge mageligt henslængt med deres våben lænet op ad sig.
   ”Hej, må jeg bruge toilettet?” spurgte en ung lyshåret mand.
   ”Kan du holde dig lidt endnu?” spurgte en vagt ugideligt.
   ”Jeg har holdt mig i tre måneder.”
   Vagterne udvekslede blikke, inden den ene sukkede højlydt og kom på benene.
   ”Navn og nummer?” spurgte vagten.
   ”Matthews, Mike T., nummer 448.”
   Vagten trykkede noget ind i en computer på væggen, og Mikes håndlænker blev frigivet fra stativet foran ham.
   ”På benene … træd frem til mellemgangen og vend dig mod mig … hold armene frem, håndfladerne opad.”
   Mike gjorde, som der blev sagt og var pludselig taknemmelig over at have bedt om at komme på toilettet i god tid. Med hele denne procedure og en så ugidelig vagt, så ville en tissetrængende mand have grædt gule tårer af anstrengelse nu.
   ”Skynd dig,” mumlede vagten efter at have puffet ham ind ad døren til toilettet og derefter stillet sig til rette op ad karmen. Mike vendte sig halvt mod ham.
   ”Må jeg pisse i fred?”
   Vagten sukkede igen højlydt og lukkede døren. Mike vendte sig mod toilettet og åndede lettet ud, da presset på blæren endelig forsvandt.
   ’Bare fordi min blære er tom, så skal der nok komme en reaktion alligevel,’ tænkte Mike, mens han rettede på sit tøj. Han havde kvalme og misundte pludselig de to tåber modsat sin egen række. Han plaskede lidt koldt vand i ansigtet og mærkede kryotågen fortage, men han var stadig træt. Han følte, at han gik ved siden af sig selv og med hovedet i en klokke.
   En høj banken på døren rykkede Mike tilbage til virkeligheden.
   ”Kom så, så meget pis opsummeres der heller ikke på tre måneder i kryo!” råbte vagten. Mike så vredt mod døren.
   ”Inkompetente nar,” mumlede han og lod døren glide til side. Han dumpede ned i sit sæde igen og holdt armlænken ind i stativet, der lukkede med et metallisk klik.
   ”Ved du, hvor lang tid der er, til vi lander?” spurgte manden ved siden af Mike. Mike skævede til ham. Aldrig før havde han set så grim, ranglet og uproportioneret en mand. Men det var noget i hans øjne, der virkelig vækkede medlidenhed.
   ”Forhåbentligt om et år, det er kun en fejl, de er kommet til at vække os alle fra kryo.”
   ”Virkelig?” Håbet i mandens øjne skar i Mike.
   ”Nej. Vi starter indflyvning om knap et par timer,” mumlede Mike. Håbet i mandens blik krakelerede, og Mike syntes pludselig ikke, at hans egen kvalme var så slem. Den lille grimme mand så ud til at have det meget værre.
   ”Har du været her før?” spurgte fangen ved siden af den grimme mand. Mike lænede sig frem og så på ham. Han genkendte ham som en røver, der havde været efterlyst i et halvt års tid. Jared et eller andet.
   ”Nej,” svarede Mike og lænede sig tilbage.
   ”Hvor ved du så fra, at der kun er et par timer?”
   Mike sank en klump, mens han overvejede sit svar.
   ”Sådan er proceduren ved alle andre fængsler … hvorfor ikke dette?”
   ”Ahh,” svarede Jared og lænede sig tilbage.
   Resten af turen foregik i tavshed. Alle blev mere og mere blege, med undtagelse af de to tåber. Den ene nåede endda at grine fjoget af en tam vittighed, den anden fyrede af.

Om kvalmen var blevet værre eller om det bare var indbildning, vidste Mike ikke. Han måtte alligevel koncentrere sig en del om at kontrollere sit åndedræt, da de alle blev gennet ned ad rampen og ud på dokken.
   ”Er fængslet så stort?” spurgte den lille grimme mand.
   ”Det her er en dok … og de fås større,” sagde Mike, mens mange af de andre fanger stirrede målløse rundt. Vagterne her så mere årvågne ud end de to, der havde siddet og gloet på dem under rejsen, men det imponerede heller ikke Mike. Der skulle ikke meget til at overgå deres præstation.
   Mike endte et sted midt i rækken, da de blev ført ind igennem de indre dokporte og hen ad en gang.
   ”Stop!” råbte en vagt. ”Drej til venstre!”
   ”Hvad er vi, i militæret?” hviskede Jared og lænede sig lidt over mod Mike.
   ”Havde du været det, så havde du nok lært at holde din kæft, når du står i geled,” hviskede Mike. En vagt tog tre lange skridt mod dem og svingede Jared en solid højre, der sendte ham baglæns ud af rækken. Her stod en anden vagt klar til at gribe ham og rykke ham ind på plads igen.
   ”Du siger ikke noget, med mindre du får lov!” råbte den første vagt.
   ”Ja, fint!” sagde Jared, mens han prøvede at genfinde balancen.
   ”Ind i cellerne!” råbte vagten. Mike gik ind og hørte straks gitterdøren brage i bag sig.
   ”For helvede et slag. Hvorfor slog han ikke dig?”
   ”Som jeg sagde, havde du været i militæret, så havde du lært at holde kæft i geled,” mumlede Mike og satte sig på køjen, inden han smilede skævt til Jared. ”Eller også havde du lært at snakke uopdaget.”
   ”Så du er militær? Hvad fanden laver du så her?”
   ”Jeg var. Som så mange andre, så var jeg også på røven efter endt aftjening.”
   ”Ro!” råbte en stemme, inden en mand kom til syne for enden af cellerækken. ”Træd frem!”
   Alle navne blev råbt op og krydset af på en liste, inden de blev efterladt alene i fire timer, kun afbrudt af en tiltrængt tur under bruseren og noget at spise.

Vagternes gang havde ændret sig, bemærkede Mike. Dørene bragede op, og alle fangerne kom på benene.
   ”Her ud og op på række!”
   Jared så undrende på Mike, hvis kvalme var vendt tilbage. Han gjorde, hvad han kunne for at skjule den og sin frygt, da de blev samlet og ledt mod to enorme jerndøre. De lignede indgangen til Helvede, mente Mike. To vagter lod dørene åbne, og larmen, der strømmede dem i møde gennem sprækken, styrkede Mikes anelse om, at Helvede lå lige bag.
   ”Kom så ind med jer!” gjaldede en stor bryskudseende mand, mens han viftede med en stødstav. De andre vagter puffede til rækken, og Mike så mod sprækken med samme gru, som man ville føle ved et åbent hul ind til en planets kerne.
   Samme skæbne ventede: Døden.
   Brutale hænder greb dem, efterhånden som de kom igennem dørene. De blev skubbet rundt mellem hinanden, og kaoset gjorde det næsten umuligt at se, hvem der skubbede, eller hvad omgivelserne overhovedet bestod af. Mike opdagede det hurtigt: Rå og ujævne vægge af store sten. Han undgik kun at slå ansigtet ind i en, da en andens hånd kom i vejen. I stedet for at prøve at undersøge sine omgivelser nærmere koncentrerede han sig udelukkende om at trække vejret. Luften var indeklemt nok i forvejen. Og at stå et sted mellem de mange skubbende fanger inde i selve fængslet gav luften en ikke så indbydende odør af dårlig hygiejne. Han kunne roligt kaste op og lade folk tro, at det var lugten og ikke frygt.
   En høj og klar stemme skar igennem larmen: ”Få dem samlet ind og herop!”
   Menneskemassen satte sig i bevægelse, og Mike klamrede sig til de andre, så han ikke ville falde og blive trådt ned i det ujævne cementgulv. De blev guidet op ad nogle trapper og fordelt på en række. Først nu fik Mike et klart syn over kaoset.
   Rækken af nye fanger var ført op på, hvad der mindede om en scene. En mand stod med ryggen til og råbte ud over forsamlingen. Alle fængslets fanger så ud til at være samlet i denne … hall? Fængslet var tre etager, og ved svalegangenes og trappernes gelændere stod fangerne tæt pakket og så ned på dem. Foran scenen var der lige så mange fanger, mens de største og barskeste af dem gik rundt på scenen og så årvågne ud.
   ””Lad auktionen begynde!” råbte manden på scenen. Den lille grimme mand, der havde siddet ved siden af Mike på fangetransporteren, blev rykket ud af rækken og holdt frem mod forsamlingen, der råbte:
   ”Smid den der tilbage …”
   Der er ingen kød på …”
   “Jeg er ikke engang liderlig nok til at hoppe på nakken af ham …”
   “Han er for mager, han rasler bare for meget …”
   “Ser ud til du får lov at svømme, fisk,” grinede auktionarius og skubbede den rystende mand fra sig. Den grimme mand så taknemmeligt rundt, inden han snublende løb væk. Ingen af fangerne trådte til side og lod ham passere, så han var efterladt fumlende omkring foran scenen, til han fandt et hjørne at krybe sammen i.
   Auktionarius slog en arm ud mod rækken, og to store mænd rykkede brutalt Mike frem mod scenekanten. Alt i ham knugede sig sammen, og luften virkede til at have mistet alt ilt. Alligevel forsøgte han at virke upåvirket af situationen. Det blev en hård kamp, da de mange stemmer endelig kunne adskilles nok til at høre, hvad de råbte:
   ”Se det var bedre …”
   ”Lækker lille røv på ham der …”
   ”Ha, han passer som skabt til min køje …”
   ”Jeg har altid haft en svaghed for blondiner …”
   Auktionarius’ smil blev større, mens han gik rundt og opmuntrede dem.
   “Jo, jo, jo, det lyder til at vi alligevel får os en god kamp i aften! Og jeg kan bestemt se hvorfor! Måske satser jeg selv for en gangs skyld,” grinede auktionarius og vrikkede sigende sin tunge ad Mike.
   ”Fuck dig!” snerrede Mike. Auktionarius brølede af latter, inden han langede Mike en solid lussing, der fik ham til at bide sig i kinden.
   “Hey, du må ikke beskadige varerne!” grinede en fange.
   “Hvem vil slås for den her?” råbte auktionarius og slog teatralsk armene ud mod Mike. Flere mænd trådte et skridt frem og dannede en ny række på det tomme areal foran scenen. Mikes kvalme blev stærkere.
   “Her!” råbte en fange og trådte frem, hvorefter en lille underligt udseende mand forsvandt fra rækken. Den nye mand så op og fastlåste Mikes blik.
   ”Jamen dog,” råbte auktionarius. ”Vi har en fisk, der vil slås for en fisk!” råbte han og pegede på fangen. Bag fangen trådte en noget mindre lyshåret mand frem, og auktionarius’ smil forsvandt. ”Ser ud til at Rainer har fået sig en ny mand,” sagde han eftertænksomt. To mænd i rækken af kombattanter trådte tilbage – tre tilbage. ”Reglerne er som følger!” fortsatte auktionarius med klar stemme. ”En mod en, ingen beskidte tricks … Hvem prøver jeg at narre med det her publikum … Alle kneb gælder!”
   Reaktionen fra pøblen virkede som en eksplosion i Mikes ører. Rainers unge kæmper vendte sig mod de to andre, mens tilskuerne gav sig til at råbe, skrige og huje på deres valgte vindere. Den lyshårede mand pegede pludselig op i luften for at vise Rainers nye mand noget. Mike skævede den vej: Bag et stort vindue oppe under loftet så han vagterne sidde med benene oppe og kaffen klar.
   ’Fedt, vi er bare underholdning,’ tænkte Mike.
   Kvalmen blev stærkere, og håbløsheden voksede i Mike. Nu håbede han bare på en nådefuld død.
   ”Hør her, Rainers nye mand. Siden det her er din første gang som … køber, så tager vi det lidt roligt. Vinderen af jer to mod Rainers kæmper,” sagde auktionarius og så mod en mand ved gelænderet på en af de to øverste svalegange. Mike nåede ikke at se hvor eller hvem, men han så Rainers kæmper nikke i samme retning.
   Dysten mellem de første to begyndte, men Mike holdt mere øje med Rainers kæmper. Det var ikke hans størrelse, Mike var så bange for, sådan nogle havde han lagt ned før … også dem, der var større: Store, massive muskelbrød uden hverken fart eller smidighed. Det var hans blik, der skræmte Mike: Roligt, intenst og frem for alt intelligent. Det afvejende blik på de to, der kæmpede nu, fortalte om evner. De to der sloges nu var en joke. Den ene var stærk, men langsom, den anden ufokuseret.
   Et skrig af smerte og et brøl fra forsamlingen, kampen var slut – det store brød havde vundet første omgang.
   ”Oh, lille fisk, jeg så din kamp for frihed i arenaen. Imponerende. Men du var jo heller ikke oppe imod mig,” grinede modstanderen, der manglede de fleste af sine tænder.
   De to kæmpere kredsede ansigt til ansigt, mens den tandløse lavede en serie af lyde, der mere lød som en gris’ grynten end krigeriske brøl.
   Den tandløse angreb endelig, men Rainers kæmper greb, hvad der lignede en hjemmelavet kniv fra sin ene støvle og løb mod gelænderne. Han hoppede og greb fat om en kæde, der gav efter og faldt ned. Med en øvet bevægelse svingede han den og fik den viklet rundt om halsen på sin modstander, hvorefter han løb rundt om ham og satte fra på en væg med begge fødder. Der var så meget kraft bag hans spring, at han fik trukket den tandløse modstander omkuld, mens han selv rullede videre over i rækken af tilskuere. Han var på benene, inden den tandløse var kommet længere op end på knæene, hvor han bandende så sig om efter sin modstander.
   Rainers kæmper hoppede på ham og hamrede sin kniv ind i nakken på sin modstander, kløvede rygraden og punkterede hjernen. Den store mand faldt slapt om på gulvet. Rainers kæmper trak roligt sin kniv ud og tørrede blodet af i ligets bukser, mens tilskuerne brølede og jublede.
   ”Jamen dog, det var noget af et show,” råbte auktionarius. ”Ser ud til du har dig en ejer nu, fisk. Reglerne siger, at du nu kan kæmpe for din frihed i arenaen. Vil du give det et forsøg?”
   ”Fandeme ja,” svarede Mike, selvom Rainers kæmper skræmte ham. Især den måde hvorpå den anden tydeligvis vurderede ham. Mike følte sig gennemsigtig.
   ”Du er klar over, at du skal kæmpe mod mig, ik’?” spurgte Rainers kæmper med et skævt smil. Et smil der besværliggjorde Mikes kamp for at holde facaden. Kæmperen nærmede sig og stoppede først få centimeter før deres næser rørte hinanden. ”Følg med frivilligt, så lever du måske længere.”
   Mikes åndedræt mistede sin rytme, og sveden drev ned over hans pande. Men han skulle bevare roen. Hvis ikke kæmperen allerede vidste, hvem han var, så … ”Hvad bliver det til … lejesoldat?” Det sidste ord var hvisket, så kun Mike hørte det, men alt i ham frøs, da ordet forlod kæmperens læber. Mike så endelig op og mødte hans blik, inden Mike nikkede diskret. ”Han trækker sig tilbage fra kampen i arenaen!” sagde kæmperen.
   ”Er det rigtigt?” spurgte auktionarius? Mike nikkede.
   ”Svar!” sagde kæmperen.
   ”Ja … ja, det er rigtigt.”
   Kæmperen sendte auktionarius et djævelsk smil. Auktionarius nikkede og slog ud med armen mod publikum.
   ”Jamen, så tag din præmie med dig!”
   Kæmperen gemte kniven væk i støvlen, inden han tog et fast greb i nakken på Mike og førte ham ned til den lyshårede mand. Mike skævede op mod rækken af fanger og nåede at se Jareds udtryk. Han så langt fra så kæphøj ud, som da de ankom.
   ”Synes du sagde længere,” sagde den lyshårede mand til kæmperen.
   ”Hvor lang tid tog det?”
   ”Med eller uden dansen?” spurgte den lyshårede. Kæmperen lo tørt og fortsatte ufortrødent op ad trapperne, mens Mike forsøgte at gætte sig til, hvad af samtalen han havde misset. Et væddemål om, hvor lang tid det ville tage at vinde ham?
   En klapsalve, der manglede så meget entusiasme, at den nærmede sig hån, lød pludselig fra en klump mennesker. En mand med et hærget fjæs viste sig, mens han stadig klappede. Alle andre forholdt sig stille, og Mike sank besværligt om en stadig voksende klump af frygt.
   ”Det var noget af et show. Du gjorde i hvert fald jobbet grundigt,” sagde manden og stoppede sin klappen.
   ”Er det værd at bruge tid på, er det værd at gøre ordentligt,” svarede kæmperen uden at slække grebet om Mikes nakke. Manden stod længe og stirrede på kæmperen, inden han nikkede, smilende tilfreds.
   ”Sandt. Nå, lejesoldat … mind mig om dit navn.”
   Mike rømmede sig, men ingen ord forlod hans mund. Kæmperen strammede sit greb, så det smertede.
   ”Matthews, Mike Matthews,” fremstammede han forpint.
   ”Ah, ja … Mike Matthews,” nikkede manden og så op og ned ad ham. Mike gøs. ”Keelan, før ham op til mit kammer og vent på mig.”
   ”Ja, sir,” svarede kæmperen og vendte om.
   ”Øh, og Keelan. Kald mig aldrig sir. Jeg bærer hverken uniform eller skilt. Du kalder mig enten chef eller Rainer,” sagde Rainer og stirrede på ham.
   ”Ja, Rainer,” svarede Keelan.
   ”Ingen undskyldning,” smilede Rainer efter en kort stilhed. ”Det kan jeg li’.” Han vendte sig mod gelænderet igen for at se resten af forestillingen.
   “Hey, Sal,” sagde Keelan. “Hvor er hans kammer?”
   Den unge lyshårede mand smilede og viste dem vej.
   Gangene var dunkle, murene af rå ujævne sten, og stik mod forventning var cellerne uden tremmer. De mindede mere om rum fordelt ujævnt langs gangene. Hvert rum havde døre, nogle bedre egnede til formålet end andre – nogle var for skæve til at kunne lukke helt, andre var hullede, mens andre igen hang på hængsler så rustne, at de snart ville knække. Fangerne var overladt til sig selv, og vagterne så kun til fra det store vindue, som var dette blot en hobbymyrefarm. Sal åbnede en af dørene og viste dem ind, men han forlod dem igen med det samme. Mike så sig om og valgte at sætte sig på en gammel stol.
   ”Hvad sker der så nu?” spurgte Mike, da stilheden var blevet larmende, og han ikke længere kunne finde en grund til at studere noget lige i nærheden af Keelan for at studere Keelan ubemærket.
   ”Det ved jeg ik’,” svarede Keelan og lænede sig op ad døren. Mike opdagede til sin irritation, at han sad og fumlede med sine fingre som en anden nervøs skoleknægt. Irriteret over at han heller ikke kunne lade være, satte han sig til sidst på sine hænder for kun at skulle koncentrere sig om at holde sine ben i ro.
   ”Så hvad er du, hans bodyguard?” Keelan svarede ikke. Han så ikke engang ud til at ville svare. ”Ham auktionariusen sagde, du er en fisk, hvor længe har du været her?”
   Keelan så stadig ikke ud til at ville svare.
   ”Tre måneder,” sukkede han endelig. ”Jeg kom ind med sidste sending.”
   ”Så nu hvor vi er ankommet, så er du forfremmet til haj?”
   Keelan lo tørt og så på Mike, morskab dansende i hans blå øjne.
   ”Der er andre slags rovfisk herinde end hajer. Men det opdager du nok hurtigt.”
   Mike følte irritation over ikke at blive klogere, men siden han havde fået Keelan til at svare på sine spørgsmål, fortsatte han sin strøm:
   ”Hvor længe har du arbejdet for Rainer?”
   Keelan trak på skulderen og mødte ikke Mikes blik.
   ”Ikke længe … En som Rainer slås ikke selv. Jeg vandt min frihed i arenaen første dag, og de kampe kan man være sikker på at se Rainer til … på første række, og han er der ikke for popkornene.”
   ”Så du er en håndlanger,” konkluderede Mike, men så væk da Keelan sendte ham et advarende blik. ”Auktionarius sagde at jeg tilhører dig, men så vender vi os om, og så er det Rainer jeg tilhører?”
   ”Alt går igennem Rainer.”
   Mike sad længe og så på Keelan, men han så ikke ud til at ville uddybe. Lige meget hvad, så kunne det ikke være godt, siden de begge vidste, at Mike var lejesoldat. Hvis de vidste det, så vidste de også, at det normalt var loven han lejede sin service ud til og ikke bare hvem som helst. Han tog alle dem, som de almindelige dusørjægere enten ikke kunne eller ikke turde gå efter. Det her var noget andet. Her var han uden backup, uden våben og grotesk meget i undertal! Keelan var to mand i sig selv, og var ikke bare et bundt tunge muskler – han var adræt, smidig og lynhurtig. Oven i det havde han et morbidt talent for mord. Mike gættede på, at Keelan var et sted sidst i tyverne. De var altså nogenlunde jævnaldrene. Så ung og alligevel en erfaren morder.
   Mike trak luft ind til endnu et spørgsmål.
   ”Sid stille og hold din kæft, du stresser mig!” udbrød Keelan. ”Bare rolig, du får nok snart svaret alligevel.”
   Mike prøvede igen blot at koncentrere sig om ikke at fumle, rokke eller på anden vis sidde uroligt, mens han også forsøgte at holde blikket væk fra den mand, der lige havde slået ihjel for at eje ham.
   Gangene blev mere urolige, og Keelan stak hovedet derud, uden helt at vende Mike ryggen. Keelan kom ind igen og kastede et kort blik på Mike. Rainer og fem andre kom ind ad døren, og Mike genkendte de fem som værende dem, der havde stået tættest på Rainer ved gelænderet. Først nu lagde Mike mærke til, at alle fem følgesvende bar samme farve på højre arm. Rainer stoppede lige inden for døren. Af en eller anden grund virkede han mere skræmmende end Keelan. Måske var det det rå og hensynsløse glimt i hans blik? Rainer gik hen til Mike og stirrede på ham, og Mike følte sig pludselig meget lille og alene. Men han gemte det, det bedste han havde lært.
   ”Keelan, vil du være så venlig at gå tilbage til din celle. Jeg skal lige snakke med lejesoldaten her,” sagde Rainer uden at tage sit intense blik af Mike. Keelan forlod dem.
   ”Ved du, hvad du er værd herinde?” begyndte Rainer og vinkede Mike op at stå. ”Ved du, hvad du er værd blandt de barbarer derude? Eller, hvad din jobbeskrivelse vil gøre dig værd?”
   ”Mere værd i live end død?” spurgte Mike. Rainer lo humorløst.
   ”Tja, men i live behøver jo ikke at betyde hel.”
   Mike spændte så kraftigt i kæberne, at det smertede, mens han ærgrede sig over, at han ikke den sidste time havde haft mulighed for at tømme blæren igen. At gøre det på Rainers sko ville næppe gøre forhandlingerne lettere.
   ”Ung, blond skønhed … Keelan har ret,” hviskede Rainer med et umiskendeligt toneleje. Mike undertrykte en gysen. “Intet er gratis i livet og … mellem os to, så kunne vi lave en aftale.”
   ”Om hvad?” spurgte Mike.
   ”Hmm, jeg har brug for noget, og du nævner aldrig det her for Keelan.” Mike rystede kraftigt på hovedet. ”Jeg giver dig til Keelan, og alt du skal gøre er at holde ham … tilfreds … beskæftiget. Du bliver hans, og han skal nok passe på, hvad der er hans. Sådan er han bare. Hvis ikke du gør det, så bliver du min igen … og så bliver du lejet ud!”
   Mikes hjerne tvangsfodrede ham allerede med billeder, der normalt kun hørte ens værste mareridt til, mens han prøvede at overveje sin situation. Slem eller slemmere. Af en eller anden grund, så lød Keelan som den lette udvej lige nu.
   ”Okay.”
   ”Okay, hvad?” snerrede Rainer og pressede Mikes hoved ind i væggen.
   “Okay, jeg skal nok holde ham tilfreds.” Mike hadede sin svaghed, men der var ikke meget at gøre … hvis ikke han ville lide en langsom død.
   ”Godt,” mumlede Rainer og forlod cellen. Sal så på Mike med et medfølende blik. Mike så væk.

Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).