I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Inspirator
Novellekonkurrencen: Tro, håb og kærlighed
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 447 (469)
Tegninger i alt: 21 (17)
Offentlige Tekster: 229 (250)
Offentlige Tegninger: 12 (8)
Kommentarer i alt: 1838 (1953)
Medlemmer i foreningen: 74 (80)
Kommentarer pr. tekst/tegning: 3,93 (4,02)
Bestillinger på Forfattamorgana: 32 (47)

Månedens Medlem
Vi har også i dette Nyhedsbrev fundet "Månedens medlem", som er den bruger, der har været mest aktiv på hjemmesiden indenfor de seneste 30 dage. Den mest aktive i denne måned var: Luise Agerskov Eriksen.

Inspirator deadline
Deadline på artikler, interviews, læserbreve, anmeldelser m.v. er den 15. januar 2009. Så hvis du er hurtig kan du stadig få din kreative artikel med. Prisen på Inspirator stiger for folk der ikke er medlem fra kr. 40,- til kr. 55,- Tegn et abonnement

Ny deadline på novellekomkurerncen Tro, håb og kærlighed
Da vi kun har modtaget 13 noveller, har vi i samråd med Forlaget DarkLights valgt at udskyde deadline til den 1. april 2009!!! Temaet er Tro, håb og kærlighed og konkurrencen er KUN for medlemmer af Forfatterhaab.dk!
Novellen skal være på min. 2500 ord og max. 4000
Dit bidrag skal sendes til novelle@forfatterhaab.dk inden den 1. april 2009

Novellesamlingen får samme titel som vindernovellen og forfatteren modtager derudover en pengepræmie på kr. 1500,-
Forfatterne til de noveller, der kommer med i samlingen, får naturligvis alle et gratis eksemplar af bogen. Udgivelsen kræver naturligvis at vi modtager nok kvalificerede bidrag. Har vi ikke modtaget FLERE bidrag inden den 1. april 2009, vil konkurrencen blive Aflyst!

Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere Tiden fra 1960-1970 af Kirsten Elgaard (Månedens tekst i Juli 2008). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 10. februar 2009

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Legen De Kaldte Hævn (Kapitel 4)
Af Helene Svolgart

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

Kapitel 4

Matt og Taylor havde nu brugt flere timer med de foreløbige resultater. Matt strakte sig klagende, inden han rejste sig. Taylor satte sig tilbage, foldede hænderne på maven og så på Matt.
   ”Vi har en død dreng, lidt over seksten år gammel,” begyndte Matt og hængte et billede op på en tavle. Dan sad og smilede til dem, men øjnene virkede til at forfølge Matt rundt i lokalet. De synes at skynde på ham. ”Han blev tilsyneladende hængt over sin egen bil, men hvorfor den stod parkeret mod et træ er usikkert. Der er tegn på, at bremserne har givet sig over et stykke tid.” Ved siden af billedet af Dans smilende ansigt hængte Matt nu et billede af åstedet, hvor liget stadig hang over bilen. ”Men beviser,” sukkede Matt.
   ”Vi har et sort fiber, der stadig er til analyse, men den passer ikke med noget, der er fundet på ofret. Og den blev fundet i løkkens knude,” sagde Taylor og rejste sig for at sætte endnu et billede op på tavlen.
   ”Vi har et par skoaftryk, der ikke giver ret meget mening. Muldoon og Sam er stadig på den sag,” sagde Matt og hængte billeder af et skoaftryk op.”
   ”Hvorfor så mange, det er da samme sko,” sagde Taylor og begyndte at rode i papirerne.
   ”Fordi skoen er båret af forskellige personer, ser det ud til,” sagde Matt og pegede på det første billede. ”Muldoon har skrevet det i sin rapport. Ud fra jordens fugtighed og alt det der, så burde aftrykkene være lige dybe, ik’?” Taylor nikkede. ”Blandt de aftryk, der er taget, så er de alle lige store, nemlig størrelse 43. Men ét sæt aftryk er ud fra beregningerne båret af en person på knap 65 kg, mens et andet sæt er båret af en på knap 90 kg. Kom her op og se nærmere på dybden. Det her billede fangede bestemt deres opmærksomhed, for der er tre aftryk inden for samme kvadratmeter, prøv at se på dybden af dem.”
   Taylor nærmede sig billedet og han nikkede benovet.
   ”Så det er overlagt mord. Hvis man har tænkt på alt ned til størrelsen af sko, så er det ikke impulsivt.”
   Matt nikkede eftertænksomt.
   ”Jeg er spændt på, om de … mindst tre personer, ikke også har overvejet deres tøj så. Hvor anvendelig mon den sorte fiber der er, når det kommer til stykket?”
   Taylor så op på billedet af den sorte fiber.
   ”Så vi har et kapløb. Vores hjerner mod deres.”
   ”Og ressourcer. Vi har et laboratorium, mon de ved, hvad Sam, Muldoon og Nick har i ærmet?”
   ”Okay, skoen. Lad os finde ud af, hvor den er købt, hvor dyr er den. Det kan måske vise os, hvilket miljø vi skal lede i. Hvis det er gaderacere, så …”
   ”… er det ikke dem. Skoen er identificeret, og det er en skater sko,” sagde Matt.
   ”Men tre ens skostørrelser af forskellige vægtklasser?” spurgte Taylor og satte sig på bordkanten.
   ”Hvis Dan Gerald har været i klammerier med street skatere, men det er gaderacere, der har taget ham af dage, har de så købt skoene for at skyde skylden på nogle andre? Mon vi skal lede mellem street skaternes generelle påklædning for at finde frem til kilden af den sorte fiber?”
   Taylor sad lidt og tappede sig på hagen med en finger med et eftertænksomt udtryk.
   ”Okay, så vi laver en liste over fjender. Skoene sætter os på sporet af street skatere, men på grund af Hondaen, så skal gaderacerne også med på listen. Problemet er bare, at det hele er teoretisk, vi har hverken racere eller skatere forbundet fysisk med noget af alt det her,” sagde Taylor og hængte deres foreløbige liste op ved siden af billedet af den smilende Dan. Han stillede sig derefter hen ved siden af Matt med begge næver plantet i siderne. ”Men hvis jeg har ret i min teori om, at Dan ikke var helt stabil … så vil den liste vokse støt og roligt til mere end én side.”
   ”Hvad med at vi får os noget at spise, kører ud til Nick og får den lektion i gaderace. I morgen tager vi ud på hans skole og snakker med nogen af de unge mennesker. Hvis han var ustabil, så finder vi nok fjenderne blandt de svageste på skolen. Nørderne, de sent udviklede … de fremmedgjorte.”
   Taylor skævede til ham, men sagde ikke noget.
   ”Jeg kunne få lyst til at foreslå, at vi taler med en psykoanalytiker. En der måske kan hjælpe os til at forstå hans mentalitet bedre, når vi finder ud af mere om ham,” sagde Taylor.
   ”En psykoanalytiker?” spurgte Matt og så på ham.
   ”Hunden. Hvad nu hvis han har skadet andre? Hvor lang bliver den liste så ikke. Motiv og mulighed kan pludselig tælle mange i hans kreds, hvis han er blevet nedgjort så meget derhjemme, at han finder det som sidste og eneste udvej at nedgøre andre, for selv at føle sig bare lidt værd. Det ville have gjort ham farlig, Matt. Overlevelsesinstinktet stopper jo ikke ved den fysiske overlevelse. Hvis han psykisk var ved at gå ned, så ville det have gjort ham utilregnelig, for han ville have gjort, hvad end han følte nødvendigt for at overleve. For at føle selvværd. Har du aldrig bare én gang prøvet at føle dig ussel. At lykke aldrig skulle tilkomme dig?” Taylor stillede spørgsmålet og så på ham med et åbent blik uden fordømmelse. Alligevel knugede Matts indre sig sammen over spørgsmålet. Hans stenfjæs tjente sit formål, og alle følelser var forvist fra både udtryk og blik.
   ”Hvem har ikke det,” spurgte Matt roligt og så mod billedet igen bare for ikke at virke mere kølig og utilnærmelig, end han havde gjort overfor de andre kollegaer, der havde bedt om forflyttelse. Nok af præcis den grund. Hver gang de kom ind på emnet om, hvorfor eller hvordan han var blevet så følelseskold, så havde han nedstirret dem, til det var dem ubehageligt overhovedet at være i samme lokale som ham i flere dage.
   Men ikke Taylor. Der var noget ved Taylor, som Matt godt kunne lide. Om ikke andet, så bare hele hans måde at omgå sagen på.
   ”Nu mener jeg, at der skal noget mere til end bare at have tabt en fodboldkamp og blive råbt efter af træneren,” sagde Taylor med et humorforladt grin.
   ”Det gjorde jeg også,” sagde Matt. Normalt ville han have afværget situationen med et grin lige så humorforladt som Taylors, men af en eller anden grund, så virkede Taylor anderledes. Og Taylor vidste det vist også, siden der nu var et tålmodigt, men afventende blik rettet mod ham. ”Det har ikke med sagen at gøre, Taylor. Jeg vil helst ikke have det til at være en del af den, men … din idé om Dans liste af fjender. Hvis han virkelig hakkede på de svage, så havde jeg i min barndom formentlig været én af dem.”
   Det gik op for Matt, at han egentlig ikke anede noget som helst om Zacks privatliv. Ham, der havde været en bølle over for Matt i deres high school tid. Stod han lige nu og så på den anden side af sagen? Nej, han måtte skubbe det fra sig. Lige nu viste deres bedste beviser dem i en anden retning.
   Matt så mod Taylor, der igen bare stod og så på billedet af den smilende Dan.
   ”Jeg ville nok have været Dan,” sagde Taylor pludselig uden at tage sit blik fra billedet. Han så til sidst ned. ”Vi har i hvert fald fædrene til fælles. Hjerteløse skiderikker, der kun kunne vise deres opfattelse af vores tilstedeværelse ved at give os et lag tæsk.”
   Matt anede ikke, hvad han skulle sige, og han havde det pludselig skidt med den måde, han havde undgået at svare på Taylors spørgsmål. Taylor så op og smilede glædesløst til ham.
   ”Skulle vi ud til ham Nick og finde ud af, om listen skal være længere, eller om vi kan få nakket en gaderacer eller tre med ens sko?”
   Matt smilede skævt, glad for at de var kommet væk fra emnet.

Matt bankede let på hoveddøren. Nick åbnede døren i beskidte joggingbukser og en T-shirt, der måske engang havde været hvid.
   ”Træd indenfor, mine herrer. Du må være Matts nye makker,” sagde Nick og rakte en hånd frem, der på mirakuløs vis ren. Taylor tog imod den og præsenterede sig. Nick boede i en typisk ungkarlehybel, der tydeligt bar præg af, at han havde natarbejde, men også et arbejde, der optog meget af hans tid og opmærksomhed. Der var dog rent og ryddeligt, men det store antal af retstekniske tidsskrifter og fagbøger, der dækkede det meste af spisebordet, fortalte at kun én person plejede at okkupere bordet til middag. Plakater af flotte og gejlede biler fortalte også sin egen historie. Matt skævede mod Taylor, der med et forunderligt smil så sig om i lejligheden.
   ”Undskyld rodet, men … I ved vel, hvordan det er. Man når kun lige at få pakket det væk, så skal man bruge det igen. Det her virker så meget mere tidsbesparende,” smilede Nick og slog ud med armene. ”Øl, nåh nej, I er på arbejde, kaffe?”
   ”Joh, tak,” svarede de i munden på hinanden. Nick gik ud i køkkenet.
   ”Sid ned!” råbte han ude fra køkkenet.
   ”Hvor gammel er Nick?” spurgte Taylor.
   ”Omkring de tredive, hvorfor?”
   ”Ikke for noget, da du sagde noget om en gaderacer, der var jeg bange for at møde en umoden knægt, hvis skilt stadig kunne blænde en. Men med det du ellers har fortalt om ham, der kunne jeg ikke få det til at passe ind i billedet.” Matt kluklo. ”Men han er i hvert fald single.”
   ”Sådan er det jo med mange i jobbet,” sagde Matt roligt. ”Gift med jobbet eller gift med konen.”
   ”Og dig? Hvis jeg må være så fri.”
   Matt overvejede kun kort, og huskede så Taylors blik strejfe den lukkede billedramme på skrivebordet på stationen.
   ”Lykkelig gift, to dejlige unger … rammen er bare lukket, fordi billederne er der for min skyld, ikke alle andres.”
   ”Så du bemærkede det,” smilede Taylor og nikkede for sig selv.
   ”Hvad med dig?”
   Taylor sad lidt og vred sine foldede hænder.
   ”Gift med jobbet, separeret fra konen … ingen børn.”
   Matt nikkede og blev overrumplet af en umådelig lettelse, da Nick kom ind og afbrød ved at stille kopper på bordet. Ikke fordi han ikke ville tale med Taylor, men hvad skulle han sige til denne ærlighed. Det var anden gang i dag, at Taylor havde fortalt så hudløst ærligt om sig selv. Det var også, hvad der havde fået Matt til at fortælle mere om sig selv. Normalt ville disse informationer ikke være blevet givet en makker, med mindre de havde været det i mere end to måneder. Og det var ikke sket endnu.
   ”Jeg lovede jo at finde ud af noget med unge gaderacere, og jeg kan fortælle, at der er nok af dem. Mange af dem kører på en stribe nede ved de gamle lagerbygninger syd for byen. Men der er en skare af rigere børn, der kører oppe ved nord centralen. Og så er der alle dem, der bare køre for ærens skyld eller et par hundrede nede i kanalerne,” sagde Nick og hældte kaffe op. ”Bruger du noget i kaffen?”
   Taylor så undrende op.
   ”Nej, tak.”
   ”Jeg fik Barb til at køre Hondaen igennem registret, inden vi kørte over til dig. Hun ringer nok snart med et par oplysninger til os,” sagde Matt.
   ”Hondaen?” spurgte Nick.
   ”Ja, vi gennemsøgte ofrets bopæl og fandt en pose med kontanter og en registreringsattest på en Honda Civic. Men vi fandt ikke bilen,” sagde Taylor.
   ”Hmm,” sagde Nick og satte sig tilbage i stolen med et eftertænksomt udtryk.
   ”Jeg kender ikke nogen, der har tabt en Civic på det seneste. En Supra, men ikke en Civic. Hvad var det for en?” spurgte Nick og satte sig frem i stolen igen.
   ”En Honda Civic,” sagde Matt og trak på skulderen. Nick rystede grinede på hovedet.
   ”Har I registreringsattesten med? Om ikke andet, hvis han var gode venner med sin mekaniker, hvilket det kunne se ud til ud fra regningerne, så kan det være Civicen er opstaldet der. De lejer nogle gange garager ud til dem, der har brug for det.”
   Matt nikkede og skrev det på sin skal-gøres-liste.
   ”Drengens garage fortæller om en, der har værktøjet til mere end et olieskift, så mon ikke også han kunne finde ud af at bruge det,” sagde Taylor.
   ”De to ting går ikke nødvendigvis hånd i hånd, men jo. Med det, jeg har set på den bil og har set på et par kvitteringer i handskerummet, så kunne han nok selv lave en del. Ingen af dem, jeg kører sammen med har set eller hørt om nogen gaderacere fra hans high school, og ingen i den aldersgruppe kører sammen med os.” Der var en kort stilhed, mens alle sad og nippede til deres kaffe.
   ”Hvad siger dine gaderacervenner egentlig til, at du arbejder inden for ordensmagten?” spurgte Taylor.
   ”Jeg har sagt, at jeg arbejder på et laboratorium, og det er jo heller ikke helt løgn … det meste af tiden,” grinede Nick.
   ”Og nogle af os holder hånden over ham, fordi han har adgang til en verden, vi ikke har,” sagde Matt. Nick holdt op med at grine og så alvorligt på Matt.
   ”Er det sandt?” spurgte han.
   ”Ja. Men det har du aldrig hørt,” sagde Matt. Nick rystede hurtigt på hovedet. ”Og det er kun sket et par gange, at færdselsafdelingen har været oppe og spørge.”
   Nick sad stille og stirrede ned i sin kop.
   ”Tak,” sagde han stille. Matt smilede bare skævt.
   ”Det her er måske et underligt spørgsmål, men … hvilket fodtøj går gaderacere normalt i?” spurgte Taylor. Nick hævede et øjenbryn.
   ”Øh, hvad man nu lige har lyst til, så længe man kan have fødderne på én pedal ad gangen, uden at glide.”
   ”Én pedal ad gangen?” spurgte Matt.
   ”Ja, jack boots er brede og minimere ens reaktions¬hastighed, og høje såler fratager ens føling med, hvad man laver,” sagde Nick.
   ”Så Etnies. Er det en sko, du ville køre med?” spurgte Taylor og rakte ham et udprintet billede af en sko.
   ”Etnies, aner ikke, hvad det er,” sagde Nick, mens han tog imod billedet og stirrede på skoen. ”Ligner en skatersko.”
   ”Det er det også,” sagde Matt. Nick trak på skulderen og rakte billedet tilbage igen.
   ”Rigtige skatersko?” spurgte Nick. Matt nikkede. ”Det kommer så igen an på folks pedaler, de sko der er jo beregnet på at stå solidt fast på alle overflader og især ramper, deres såler er meget bløde, så de rigtigt kan gribe i, hvis man stryger af sit board oppe ved coping og skal løbe rampen ned. Det kan ikke være fordel i et race, vil jeg mene, og jeg har ikke set nogen i sådan nogle sko. Almindelige tennissko og nogen, der ligner dem der, ja, men ikke ligefrem skatersko af den her type.”
   ”Coping?” spurgte Taylor. Nick smilede.
   ”Hov. Fik jeg lige afsløret, hvordan jeg fik mit fartrush opfyldt, inden jeg fik kørekort?” Matt og Taylor grinede lavmælt og rystede på hovedet. ”Men helt ærlig, min gamle krop er sgu blevet for stiv til at skate, så hvis I skal ind i den verden, så kan jeg ikke hjælpe jer. Måske med at scout steder og sådan, men det er også det.”
   Matts telefon ringede i det samme.
   ”Byron,” svarede han, mens han fandt noget at skrive på og med. ”Okay, tak,” sluttede han og så på Taylor. ”Det var så ejeren af den Honda Civic. Jamie Gordon, atten år gammel og ikke elev på samme skole som vores offer.”
   ”Skal vi ud og køre?” spurgte Taylor og tømte sin kaffekop.
   ”Ja, om en time. Nick, hvor meget kan vi nå at lære sådan grundlæggende om gaderacerbiler på en time?”
   Nick smilede skævt.
   ”Kommer vel an på læreren. Kom med, så skal jeg præsenterer jeg for Sally,” sagde han og rejste sig. Matt hævede et øjenbryn og valgte at tage sin kaffekop med. De gik igennem en dør fra stuen og direkte ud i garagen, der var lige så stor som lejligheden. ”I kan vel gætte, hvorfor jeg købte den her ejerlejlighed,” grinede han og rakte armen ud.
   To biler stod parkeret ved siden af hinanden, og Matt genkendte den ene som værende den, Nick normalt kørte i på arbejde. ”Der er to slags gadebiler, den ene er næsten usynlig. Det her er ikke en af dem,” sagde Nick og klappede på kølerhjelmen af sin hverdags bil. Både Matt og Taylors interesse var på bilen ved siden af, der var dækket af en presenning. ”Dyret her er en Nissan Skyline, bemærk at den er højrestyret. Der er også Nissan Primera, der ligner meget, og med et par specielle dele og lidt arbejde, der kan man få en Primera til at ligne en skyline, den kaldes så en skymera.”
   ”Og er venstrestyret?” spurgte Taylor.
   ”Tja, med mindre de importerer den fra England,” sagde Nick med et skuldertræk.
   ”Og hvordan ser man det?” spurgte Matt.
   ”Det er ikke så vigtigt, hvis man virkelig vil have en Primere til at ligne en skyline, så er det sgu nok en fattig gaderacers arbejde, men ellers ligger det i stelnummeret. Se på fælgene, hjulene. I dagens anledning har jeg pillet hjulet af for jer,” fortsatte Nick og pegede. Matt og Taylor satte sig på hug i en afstand, der tillod Nick at sætte sig ned tættest på bilen, så han kunne pege bremserne ud og forklare forskellen mellem dem og almindelige bilers behov for køling af skiverne. Dækkenes kvalitet blev også gennemgået, og hvad forskellen i behov betød.
   Begge fløjtede benovet over den mængde krom, der var under kølerhjelmen, mens de begge fandt det alarmerende, at man kunne sidde på så meget lattergas, dens eksplosive egenskaber taget i betragtning. Udstødning og andre småting samt de mange dingenoter og andre elektriske småting, der bare gav bilen endnu mere gaderacersjæl, fik de kun en hurtig gennemgang af, så de senere ville kunne genkende størstedelen af det, uden egentlig at vide, hvordan fanden lortet egentlig virkede. De lånte også en del researchmateriale i form af magasiner, der gjorde i gaderacere, styling og voldtunede biler.
   Lidt over en time senere forlod Matt og Taylor begge Nick med en fornemmelse af at være blevet klogere. Sådan teoretisk set i hvert fald.
   ”Aftensmad,” sagde Taylor og satte sig ind på passager¬sædet.
   ”God idé. Og vi skal have kikket det her igennem, inden vi tager ud og snakker med Civic-taberen.”
   ”Kender du nogen gode steder at spise?” spurgte Taylor.
   ”Det kan du tro,” smilede Matt og kørte væk fra kant¬stenen.

Taylor stirrede op på huset, Matt kørte ind ved. Derefter på Matt.
   ’Synes Hamilton sagde, at Matt var en svær mand at blive venner med,’ tænkte han og steg med ud af bilen. Matt smilede til ham, men Taylor synes at kunne se en tøven.
   ”Kom med ind,” sagde Matt og åbnede hoveddøren, hvorfra en larm af grinende og hujende børn emmede.
   ”Far, altså! Jeg skulle jo have set fortsættelsen,” grinede en dreng og hoppede op i Matts arme.
   ”Ha ha, så må vi optage det,” grinede Matt og knugede drengen ind til sig. ”Phillip, det her er Taylor. Min nye makker.”
   ”En mere?” udbrød drengen. Taylor grinede og rakte drengen hånden.
   ”Glæder mig at møde dig,” sagde han. Phillip grinede og hoppede ned fra Matts arme, der straks blev okkuperet af en lyshåret pige. Drengen stormede ned ad gangen, mens han råbte:
   ”Moar, far har en ny makker med hjem!”
   ”Det kan jeg ikke forestille mig,” grinede en kvinde, der kort efter kom til syne i døren ud til gangen. Hendes smil stivnede, falmede og kom på plads igen. ”Hej.”
   ”Clair, Taylor, Taylor, min hustru.”
   ”Godaften,” sagde Taylor og skiftede mapper og blades vægt over i den anden arm, så han kunne give Clair hånden. Hun smilede venligt, men hendes øjne holdt en skepsis, mindre skjult end Matts blik tidligere.
   ”Far, vi har fået ny lærerinde i klassen i dag. Hun er i lære, men også lærerinde. Men er hun så ikke elev? Det siger Toby, men jeg tror altså ikke helt, han har ret,” sagde pigen i Matts arme.
   ”Aha,” sagde Matt, lyttende interesseret til sin datters fortælling. ”Mon ikke man kan være begge dele?”
   ”Hvordan det?”
   Matt smilede til Taylor, og snakkede videre med sin datter, mens han tog sin jakke og sko af.

Matt bød Taylor med ind i køkkenet, hvor han åbnede køleskabet.
   ”Øl?” spurgte han og holdt en frem.
   ”Joh tak. Vi skal jo kun læse bilblade,” grinede Taylor og tog plads på en barstol ved en disk, der delte køkkenet fra spiseafdelingen.
   ”Bilblade? Har I nogle seje nogen?” spurgte Phil og hoppede op på en barstol ved siden af Taylor.
   Matt tog to øl og en kande saftevand med hen til køkkenbordet, og så på sin søn, der allerede var ved at bladre igennem stakken. Marissa kom kort efter og hoppede på ved siden af Phil.
   ”Æu altså, biler,” mumlede hun og bladrede formålsløst rundt mellem dem.
   ”Pas på, skat, det er nogen jeg har lånt af en kollega.
   ”Nøj, mand, se! En Ferrari!” udbrød Phil begejstret. ”De har en hest foran, vidste du det?” spurgte Phil Taylor, der så over på bladet og slog en høj latter op. Matt så chokeret på ham, men smilede så over den hjertelige latter, der undslap hans kollega. ”Der er faktisk to slags biler med en hest foran. Den der hedder en Mustang,” kluklo Taylor.
   ”Er du sikker?” spurgte Phil.
   ”Jeps, sådan en model der havde jeg, da jeg gik i high school. Det er en ’64’er,” svarede Taylor.
   ”Nåh, jeg synes også nok, at Ferrarier plejer at være røde,” sagde Phil og nikkede kontant.
   ”Ja, det er logisk,” sagde Taylor. Matt åbne de to øl og satte en foran Taylor, der nu var ved at fortælle Phil om en anden fin bil i bladene.
   ’Han har da noget forstand på biler,’ tænkte Matt og så mod døren, hvor Clair stod lænet op ad karmen og så smilende til.
   ”Er I sultne?” spurgte hun og kom hen til Matt, som hun lagde armene om livet på.
   ”Meget, og han spurgte, om jeg kendte et godt sted at spise. Og så kom jeg i tanke om, at du havde snakket noget om kartoffelmos,” sagde Matt og kyssede Clair på næsen.
   ”Den er nu kold og står i køleskabet. Men jeg laver noget mad til jer,” sagde hun, stillede sig på tæer og kyssede Matt på munden. Matt skævede til Taylor, der sad og så på dem med et smil på læben.
   ”Hvad hedder den her?” spurgte Phil og smækkede et blad op foran Taylors ansigt.
   ”Det er en … det kan jeg sgu ikke se. Den er jo strippet for emblemer,” sagde Taylor og holdt bladet op.
   ”Garanteret Nick kunne,” sagde Phil.
   ”Garanteret han kunne,” grinede Matt. ”De ligner alle sammen hinanden.”
   ”Ja, de gamle modeller kunne man da i det mindste se forskel på, selv fra lang afstand. Nu er de alle lige runde, lige lange og lige brede og har alle mulige dingenoter klistret på her, der, under neden og i røven.”
   ”Røven!” skreg Phil af grin.
   ”Sprog, tak. Vi har nok at gøre med at lue ud i det, de kommer hjem med fra børnehave og 1. klasse,” sagde Clair.
   ”Undskyld. Måsen,” sagde Taylor og så på Phil, der igen slog en gevaldig latter op.
   ”Phil, Marissa. Far og Taylor skal lige arbejde lidt. Og vi bliver desværre nødt til at tage bladene med.”
   ”Æu. Må jeg ikke få sådan et blad? Altså et andet et?”
   ”Joh, det kan vi da se på,” sagde Matt, der bestemt ikke mente, at en af disse skulle være et af dem … svaret på, hvorfor han mente dette, kom i det samme:
   ”Taylor, hvorfor har hende damen på kølerhjelmen ingen tøj på?”
   Clair vendte rundt på stedet og stirrede på Matt.
   ”Det er fordi det er varmt. Hun solbader. Som du kan se her i baggrunden, så er det ude i ørknen. Nevada, tror jeg,” sagde Taylor.
   ”Nåh,” sagde Phil, mens Taylor samlede bladene sammen og sendte Matt et beklemt udtryk.
   ”Vi går ind på kontoret,” sagde Matt.
   ”Kunne du ikke lige putte Marissa og Phil?” spurgte Clair. Matt vendte sig mod sine børn, der straks sprang ham jublende i møde.
   ”Jo,” svarede han og lod begge unger kravle op på sig, inden han begav sig ud i gangen og besteg trapperne.

Taylor sad og smilede over synet af Matt, familiefaren. Hamilton havde advaret ham mod Matt, inden han og Matt havde mødt hinanden. Ind til nu kunne han ikke komme på, hvad der have gjort Matt fortjent til de rygter og den ærefrygt hans kollegaer så på ham med. Selv så Taylor en grundig og engageret kriminalassistent, der fandt sin balance i familiens skød.
   ”Har han været hård ved dig i dag?” spurgte Clair. Taylor så op, kort forvirret, inden hendes ord sank ind.
   ”Næh, det var lige det, jeg sad og tænkte på. Folk har enten advaret mig, følt med mig eller ligefrem kondoleret. Ind til videre kan jeg ikke se, hvorfor.”
   ”Du er den første makker, jeg har mødt. Og I blev sat sammen i dag, ik’?”
   Taylor nikkede eftertænksomt, inden han skævede op og mødte det stadig skeptiske blik. Matt kom i det samme smilende ind i køkkenet. Han skævede til dem begge.
   ”Taylor, skal jeg vise dig kontoret?” Taylor rejste sig, tog sin øl og bladene og smilede lidt beklemt til Clair. ”Ned for enden ad gangen, døren til venstre. Jeg kommer om lidt.”
   Taylor nikkede og gik ned på kontoret, hvor han satte sig i en lænestol. Det var et hyggeligt kontor, hvor møblerne tydeligvis var udvalgt efter komfort og praktiske egenskaber og ikke mode. Han smilede og lagde benene op på, hvad der måtte være en 50 år gammel rokokopude, hvis man dømte ud fra læderets slidtage.
   Matt kom ind og sank om i den anden lænestol med et sagligt suk.
   ”Lækkert kontor. Lækre stole,” sagde Taylor og aede over det lidt ru armlæn.
   ”Ja, det her er min hule,” sagde Matt. Taylor kluklo, lagde bladene fra sig på rokokopuden og rejste sig for at se nærmere på hulen. Der hang billeder, et par nummerplader, en ramme med ølbrikker og specielle flag på alle væggene. Selv loftet var dekoreret.
   ”Hvem er drengen i hospitalssengen?” spurgte Taylor og pegede på et billede.
   ”Mig,” svarede Matt tøvende. Taylor så kort på ham, det var bestemt noget, han ikke skulle spørge ind til.
   ”Ham ved siden af?”
   ”Min bedste ven,” sagde Matt. Taylor skævede til ham og så et lille smil.
   ”De er rare at have i sådanne situationer.” Matt nikkede blot, mens Taylor så videre på billederne. ”Det er ikke mange billeder du har af ham. Er han kamerasky?”
   ”Han er død,” sagde Matt, igen tøvende og med tyk stemme. Taylor vendte sig mod ham.
   ”Undskyld.”
   ”Han blev myrdet. Ca. to uger efter det billede der blev taget. Han var 16.”
   ”Ligesom Dan,” sagde Taylor stille. Matt rømmede sig, og Taylor forstod, at det ikke var hospitalsbesøget, der havde forårsaget Matts tidligere tavshed – det var emnet om kammeraten, han ikke ville tale om. Taylor vendte sig mod ham, for at undskylde, men han blev mødt af Clairs gennemborende blik i stedet for. Taylor veg tilbage for det og faldt næsten over papirkurven. Et blik på Matt viste den ulæselige facade, Taylor havde set på det meste af dagen, og som han var blevet advaret mod af så mange på stationen. Men Clair virkede, med sine små 170 cm og 65 kg pludselig meget farligere.
   ”Undskyld,” sagde Taylor. ”Jeg må hellere gå.”
   ”Lad os spise og få set på de blade,” sagde Matt. ”Vi skal vide bare lidt i morgen, når vi skal ud og finde ejeren af den Civic.”
   Clairs blik blev ikke blødere, men hun smilede og forlod dem. Taylor kørte uforsigtigt en hånd over ansigtet og satte sig i lænestolen igen. Matts kammerats blik blev ved med at stirre på ham.

”Skal vi tage en tur ned ad p-pladsen og se, om vi har lært lidt?” spurgte Matt, da han Taylor ankom på parkeringspladsen foran skolen, hvor ejeren af Honda Civicen gik.
   ”Jeg tager den, du tager den række?”
   Efter at have set Dans bil vidste de, at det tog en mere grundig undersøgelse at genkende en gaderacer. De satte sig derfor på hug ved nogle biler og så på bremser og lydpotter. Matt rejste sig efter at have set nærmere på en bil, der så ud til at være blevet brugt en del penge på, men bremserne passede ikke på de beskrivelser, han gik efter. Taylor vinkede ham over.
   ”Hvad siger du til den her?” Matt gik rundt om den og nikkede. ”Kalder du ind og spørger, hvem der ejer den? Måske der er flere gaderacere fra skolen, der går sammen?”
   ”Det er muligt,” sagde Matt og kaldte pladerne ind. Taylor smilede allerede, da de hørte navnet: Jamie Gordon.
   ”Det var hurtigt han fik fingre i en ny bil,” sagde Taylor.
   ”Måske havde han haft heldet med sig nok gange tidligere til at ligge inde med et nødkapital,” sagde Matt og så på sit ur.
   ”Hvorfor så sætte bilen som indsats?”
   ”Måske de begge kørte om bilerne for at gøre det mere spændende?”
   ”Så havde jeg sgu ikke gjort det. Ikke med den Dan kørte i.”
   ”Skal vi gå ind og hive ham ud af klassen eller vente her? Kikke på biler?”
   ”Lad os hente ham, det kan måske ryste ham lidt, og hvis han går sammen med andre gaderacere, så rygtes det også til dem,” sagde Taylor og gik i forvejen.

Efter et sving forbi rektors kontor, hvor den ældre og lettere korpulente kvindelige rektor tog imod dem, blev de ført ned mod Jamie Gordons klasselokale. Matt så sig omkring og mindedes, hvordan så store gange kunne virke til at skrumpe ind og gøre én klaustrofobisk.
   Matt blev trukket ud af sine tanker, da rektor stoppede op foran et lokale og så på dem med et sørgmodigt, men alvorligt blik.
   ”Hvis I vil vente her,” sagde hun, mens hun forsøgte at få dem lidt væk fra døren. Matt og Taylor lod sig begge feje i baggrunden, men Taylor trådte alligevel frem og så ind i klassen, da rektor var gået derind. Matt undertrykte et grin. Taylor var i hvert fald ikke typen, der lod sig feje af banen, han skulle nok få alle detaljer med. Rektoren kom tilbage og rømmede sig, da hun så Taylor. Taylor smilede blot professionelt og overså det strenge blik. En ung mand kom til syne bag rektoren, og Matt satte straks sit stenansigt på plads. Drengen virkede selvsikker og fuld af attitude. Hvis de skulle have noget ud af ham var det måske nødvendigt at få pillet det af ham først. Matt skævede over til Taylor, der så undersøgende på Matt.
   ”De herrer,” sagde Jamie Gordon, inden rektoren nåede at få et ord indført.
   ”James Gordon?” spurgte Taylor, mens både han og Matt fandt deres ID frem og viste ham.
   ”Det er mig. Hvad drejer det her sig om?”
   ”Måske vi skulle finde et tomt lokale, så vi kan snakke uforstyrret?” sagde Matt og pegede ned ad gangen.
   ”Hvorfor, jeg har ikke gjort noget forkert,” sagde Jamie, smilede skævt og lænede sig op ad væggen med armene over kors. ”Spørg løs.”
   ”Okay, hvor er din Honda Civic?” spurgte Matt. Jamie kluklo og rystede på hovedet.
   ”Aner det ikke, jeg har solgt den.”
   ”Solgt den? Du har ikke … tabt den?” spurgte Taylor. Jamies smil stivnede lidt, inden han så på Taylor.
   ”Jeg har solgt min Honda Civic.”
   ”Har du en slutseddel?” spurgte Taylor, der nu holdt en intens øjenkontakt med knægten. Matt beundrede knægtens standhaftighed, mens Taylor så lettere fornøjet ud.
   ”Skal man da have sådan en?” spurgte Jamie.
   ”Næh, men den ville være rar at have, når det er en bil til så mange penge. Om ikke andet, så kunne det være at Dan Gerald gerne ville have en.”
   Fra hvor Matt stod, kunne han se Jamies profil og intet i det forandrede sig, da navnet blev nævnt.
   ”Det snakkede han ikke noget om.”
   ”Hvor kender du Dan fra?”
   ”Hvem siger jeg kender ham?”
   ”Ingen … men uden en slutseddel må han da stole lidt på dig.”
   ”Eller også er han dum,” sagde Jamie med et skuldertræk.
   ”Hvornår så du sidst Dan Gerald?” spurgte Matt og fik nu Jamies øjenkontakt.
   ”Stykke tid siden. Da jeg … solgte ham min Civic.”
   ”Hvornår!” gentog Matt. Noget i Jamies facade stivnede, og hans øjenkontakt var nu langt fra så intens, som den havde været med Taylor.
   ”Tre uger siden,” sagde Jamie og lod sin øjenkontakt falde.
   ”Hvor?” fortsatte Matt.
   ”Og en eller anden parkeringsplads ved en eller anden tankstation eller indkøbscenter dur ikke,” bidrog Taylor.
   ”Striben, et industrikvarter ude vest på,” sukkede Jamie og så ned.
   ”Den der Civic … hvor meget fik du for den?” spurgte Taylor.
   ”Ikke nok,” fnøs Jamie smilende.
   ”Er du træt af det?” spurgte Matt. Jamie trak på skulderen.
   ”Næh, sådan er livet. Man vinder lidt og taber lidt.”
   ”Hvor godt kender du Dan?” spurgte Matt.
   ”Vi piller lidt biler sammen nogle aftner, og sådan. Kender ham ikke ret godt … bare ved navn.”
   ”Hvor piller I i biler?” spurgte Taylor. ”Hjemme hos ham?”
   ”Næh, sådan hvor vi mødes og sådan.”
   ”Har du været på hans bopæl?” spurgte Matt. Jamie rystede på hovedet og så Matt i øjnene.
   ”Hvad kørte han I den aften, du så ham sidst?”
   ”En skamtunet Toyota.”
   ”Kender du til nogen, der måske kunne have et horn i siden på ham?”
   ”Udover dem, han har franarret penge på at påstå, at hans motor er original og kun tunet?” Matt og Taylor så blot på ham og afventede. Jamie sukkede og fortsatte. ”Han er fuld af varm luft … undtagen hvad angår slagsmål.”
   ”Har du været i klammerier med Dan?”
   ”Ikke sådan. Efter han … købte Civicen, der sagde jeg til ham, at hans bil ikke var original. Han svingede mig en … første gang jeg nogen sinde er røget på røven over et slag.” Jamie så ligefrem imponeret ud.
   ”Og du ville have hævn?” spurgte Taylor.
   ”Jamie, du behøver ikke at svare …” begyndte rektoren, men Jamie hørte hende ikke.
   ”Nej! Jeg lærte mit og holdt næsen for mig selv, men han skal fandeme ikke vise sig igen. Næste gang ham og hans Toyota kommer rullende, så ved alle, hvem og hvad han er!” sagde Jamie.
   ”Bare rolig, det bliver ikke et problem,” sagde Matt.
   ”Har I anholdt ham for at putte for meget under hjelmen?” grinede Jamie.
   ”Næh, nogen har myrdet ham,” sagde Taylor. Morskaben i Jamies udtryk forsvandt straks, og han stirrede målløst på dem.
   ”Hvor var du natten mellem mandag og tirsdag?” spurgte Matt.
   ”Jamie, du kan kræve dine forældres tilstedevær…”
   ”I tror da ik’ at jeg har … Jeg har sgu ik’ slået ham ihjel!” afbrød Jamie rektoren.
   ”Vær venlig at svare på spørgsmålet,” sagde Taylor.
   ”Jamie!” sagde rektor.
   ”Hjemme,” sagde Jamie spagt.
   ”Kan nogen bekræfte det?” spurgte Matt.
   ”Mine forældre. Min lillesøster og hendes kæreste.”
   Matt og Taylor så på hinanden.
   ”Nu holder I! Han har rettigheder!” sagde rektor og pegede ad Taylor.
   ”Du får vores kort. Hvis du kommer i tanke om noget, så ring til os. Hvis du hører om flere, han har snydt, så ring til os,” sagde Taylor til Jamiel, der nikkede ivrigt og tog imod kortet. Matt nikkede til Jamie og rektor og gik med Taylor tilbage til parkeringspladsen og fandt Matts bil.
   ”Vidende eller uvidende?” spurgte Taylor og satte sig ind.
   ”Hvem, Jamie? Af en knægt med en ulovlig fritidsinteresse, så synes jeg egentlig han var utrolig samarbejdsvillig. Men jeg tror ikke, han har noget at gøre med mordet på Dan Gerald.”
   Taylor sukkede højlydt.
   ”Samme her.”
   Matt startede bilen og kørte ud fra parkeringspladsen.
   ”Men nu har vi et problem. Vi har ingen mistænkte, og ingen fysiske spor, der kan sætte os bare en millimeter tættere på en ny. Vi har kun en idé om, at Dan kan havde haft flere fjender i gaderacercirklen.”
   ”Skoene kan vi prøve at spore. Se hvor de er solgt, og hvor mange der er solgt.”
   ”Jeg satte Clark på den sag,” sagde Matt.
   ”Sorte fiber?”
   ”Sam og Muldoon ringer, når de får svar. Og der går nok lidt, for de skulle ud og overarbejde på gerningsstedet.”
   ”Så vi har Dans skolekammerater tilbage,” sagde Taylor og lænede sit hoved i hånden.

Matt og Taylor rullede op foran skolen, hvor Dan Gerald havde gået.
   ”Gad vide, hvornår de ringer ud for i dag,” sagde Taylor og åbnede døren. Matts telefon ringede i det samme.
   ”Sam,” mumlede han og svarede den, mens Taylor smækkede døren udefra og tændte en smøg. ”Hvad så?” Sam lød ivrig, da han bad dem komme tilbage til laboratoriet med det samme, så Matt rakte over og skubbede døren op i ryggen på Taylor.
   ”Ind, Sam har noget, Dans skolekammerater må vente til i morgen.”
   Taylor skoddede sin smøg og satte sig ind. De kørte direkte tilbage til laboratoriet og småløb igennem gangene. Sam og Muldoon stod ved et stort bord med lys i bordpladen, hvorpå der lå en stor gren.
   ”Kom og se, kom og se,” sagde Sam og viftede dem hen til bordet. Matt og Taylor indfandt sig på den modsatte side.
   ”Hvad fanden er det?” spurgte Taylor.
   ”Det er grenen, som Dan Gerald var hængt fra. Se på stregerne, friske rids, og som I kan se, så har tovet gnavet i her,” sagde Sam og pegede.
   ”Og hvis I ser nærmere, så vil I se tuschstreger. Det er måleenheder. Vægtenheder,” sagde Muldoon. Matt skævede til Taylor, der stirrede intenst på stregerne.
   ”Sig at I tjekkede de måleenheders præcision inden I skar grenen ned,” sagde Taylor og så på Sam.
   ”Selvfølgelig,” svarede Muldoon.
   ”Og vi har været nede og veje liget … igen. Og han hang på et forkert sted. Han skulle have hængt her, men han er hængt her … der er fem kg til forskel,” sagde Sam.
   ”Så det er overlagt. Skoene var ét bevis, men det her,” sagde Taylor.
   ”Ja, nu er spørgsmålet bare, om det er en fejl, at han er hængt på det forkerte mål,” sagde Muldoon.
   ”Vi hængte Flint op i træet, men øgede hans vægt fem kg, for at se, hvor det ville efterlade ham i forhold til bilen …”
   ”Flint?” afbrød Taylor Sam. Matt lo for sig selv og så på Muldoon.
   ”Flint Marko … spiderman … the sand man?” Taylor hævede begge øjenbryn. ”Åh, sig ikke, at du aldrig læste tegneserier, da du var teenager. Jeg kunne ikke få nok,” grinede Muldoon.
   ”Okay, og hvad fortalte Flint Markos fødder så?” spurgte Taylor.
   ”At Dan vejede fem kg for lidt til at kunne stå på tåspidser,” sagde Muldoon.
   ”Han var en ihærdig sportsudøver. Hans vægt kan da ikke være stabil, kan den?” spurgte Matt.
   ”Det kommer an på hans træning,” sagde Taylor.
   ”Men Flints fødder fortæller også en anden historie,” sagde Sam og trak tiden ud. ”De fortæller, at hvem end der har lavet disse mærker og hængte Dan Gerald … også kendte ham nok til at kende hans vægt.”
   ”Men det gjorde de jo netop ikke, de har taget den på slum,” sagde Taylor.
   ”Så ville der være flere mærker, Taylor. De kendte ham … men ikke godt nok til at vide, hvad han præcist vejede på sin dødsdag,” sagde Matt.
   ”Og hvor får man fat på sådanne oplysninger?” spurgte Muldoon.
   ”Han dyrkede fodbold, ik’? Han var på skoleholdet,” sagde Taylor og tyggede sig lidt i underlæben. ”Har holdet en hjemmeside?”
   Matt så straks på ham og forlod Sam og Muldoon. Taylor fulgte efter og de satte sig ved Matts skrivebord og begyndte at se på hjemmesider omkring Dans skoles fodboldhold. De fandt en side, hvor alle spillere og reservers mål, vægt og præstationer var skrevet ind i et skema. Vægten oplyst ud for Dan stemte overens med den vægtenhed, der var anført på træet.
   ”Og så siger de, at slankekure er sunde. At smide de fem kilo dræbte ham,” mumlede Taylor.

Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).