Forfatterhaab.dk
April-udgaven af Forfatterhaab.dk's Nyhedsbrev udsendt den 07-04-2009
Nyhedsbrevet
Til forfatterhaabene
Vil gerne starte med at byde alle nye medlemmer af foreningen, velkommen til Forfatterhaab.dk! Tidligere udsendte nyhedsbreve kan læses på vores hjemmeside.

I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Novellekonkurrencen var en succes
Omslagskonkurrence til novellesamlingen
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 535 (490)
Tegninger i alt: 40 (22)
Offentlige Tekster: 293 (266)
Offentlige Tegninger: 21 (13)
Kommentarer i alt: 2247 (2004)
Medlemmer i foreningen: 77 (74)
Kommentarer pr. tekst/tegning: 3,91 (3,91)
Bestillinger på Forfattamorgana: 37 (37)

Som det ses af ovenstående statistik er antallet af tegninger/illustrationer nærmest blevet fordoblet i løbet af den seneste måned

Månedens Medlem
Månedens Medlem får - som vi annoncerede i sidste Nyhedsbrev - en måneds GRATIS Medlemskab! Den mest aktive bruger indenfor de seneste 30 dage var: Luise Agerskov Eriksen.

Tro, håb og kærlighed en stor succes
Vi vil gerne takke for de mange bidrag. Da vi udskrev konkurrencen sammen med
Forlaget DarkLights havde vi planlagt en udgivelse på ca. 12 noveller. Vi har modtaget så mange noveller af god kvalitet, så vi har valgt at udgive 15 af de mange noveller I har sendt. Rent faktisk havde vi udvalgt 16 noveller, men det viste sig, at forfatteren til den ene novelle IKKE havde fået betalt kontingent pr. 1 april 2009
Alle de udvalgte forfattere har fået besked. Med et stort tillykke, vil vi nu liste de 15 udvalgte noveller i tilfældig rækkefølge:

  • Ude af kurs/Sandra Schwartz
  • Rejsen/Lonni Krause
  • Felizia/Malan Jacobsen
  • Vintergækkerne nikker/Nikolaj Højberg
  • Nu kan det ikke vare ret længe/Maria Kjær-Madsen
  • Den gode søn/Luise A. Eriksen
  • Intensiv/A. Silvestri
  • Under fremmede himmelstrøg/Peter Fjelstrup
  • Tro, håb og kærlighed/Anna Paulsen
  • Gensyn/Anja Adjoh
  • Bjerget/Nikolaj Højberg
  • Bisat-frisat/Anja Adjoh
  • Misforståelsen/Birgithe Stender-Jensen
  • Måske ses vi/Lisbeth Lund Birkmose
  • Det lyse rum/Laila Ammitsbøl
Vinderen af præmien på kr. 1500,- og den fornemme titel på novellesamlingen er: Nikolaj Højberg med novellen Vintergækkerne nikker

Omslagskonkurrence til novellesamlingen: Vintergækkerne nikker
Alle registrerede illustratorer, der har fået betalt kontingent, har fået tilsendt en indbydelse til at deltage i omslagskonkurrencen til vores novellesamling Vintergækkerne nikker og dermed muligheden for at vinde de kr. 1.000,- som
Forlaget DarkLights har udlovet til vinderen! Er du registreret i foreningen som illustrator, men endnu ikke har fået betalt dit kontingent, så betal og få tilsendt vindernovellen! Har du endnu ikke fået taget dig sammen til at melde dig ind i foreningen, så kan det stadig nåes at gøre dette og deltage i konkurrencen, da deadline først er den 1. juni 2009
Formkrav:
Du skal KUN lave selve forsiden, da forlaget selv laver bagside og ryg.
Du må ikke indsætte nogen form for tekst (titel, forlagsnavn, forfatternavne m.m.), da forlaget selv indsætter dette før trykning.
Illustrationen skal være i A5 med en opløsning på 300x300 DPI i CMYK-farver
Du skal lave en forsideillustration til novellen Vintergækkerne nikker. Er det muligt må du meget gerne inddrage novellesamlingens tema: Tro, håb og kærlighed

Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere
Til Vinden af Else Marie Sundgaard (Månedens tekst i Novemner 2008). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 7. maj 2009

Luise Agerskov Eriksen var den eneste der deltog i sidste måneds udfordring med nedenstående illustration til teksten Og så dumpede de i dump af Michael Nielsen.

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på
forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Den lange vej
Af Kim Steffensen

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

Den lange vej.
   Det var stegende hedt denne midsommerdag. Træernes blade hang slapt fra deres grene, græsset nikkede imod jorden, udtørret og vissengrønt. Dalens støvede, sparsomt græsklædte sider hvor nogle få køer tålmodigt gik og gumlede på den smule grønt de fandt, steg stejlt op fra vejen og omkransede den enlige skikkelse der rejste støvet i sit fodspor. Han havde for længst taget sin jakke af, og bar den over armen. I rygsækken der daskede imod hans ryg lå hans få ejendele, og resterne af den mad han havde tiltusket sig flere dage før. Om hovedet havde han som værn imod solens stråler, svøbt det lommetørklæde han ellers altid bar i sin lomme. Over ham tonede himlens blå sig ud i en blændende hvid horisont, der skar i hans øjne og fik dem til at løbe i vand. Han blinkede det væk og mærkede et sekunds kølighed der hvor det ramte huden for straks at fordampe.
   Han standsede op og lod blikket vandre henover skråningerne over sig, tog sig tid til at søge efter et sted at søge ly for den brændende sol, efter skygge og kølighed, måske en kilde hvor han kunne slukke sin tørst.
   Overalt lå landskabet badet i solens skærende lys. Det nåede ind imellem træernes spredte, lave klynger, trængte igennem løvhanget og efterlod jorden hård og afsvedet. Der var ingen lindring at hente nogetsteds, selv fuglene syntes at have givet op og trak væk i spredte flokke der cirklede over landskabet uden mål og retning. Han forlod vejen og gik opad skråningen, igennem tørt græs der knækkede under hans fødder, over solbagt jord der knasede og smuldrede under hans støvler, med blikket stift rettet opad imod en klynge af træer og lave buske under hvilke han syntes at ane en smule skygge.
   De stod tæt sammen, som voksede de fra samme rod med slanke stammer der spredte sig ud som fingrene på en hånd. Han gik bagom dem, væk fra solen og satte sig på jorden i den sparsomme skygge de kastede. Han rullede sin jakke sammen og lagde den imellem sin nakke og træet han sad op af. Han lænede sig tilbage, lukkede sine øjne og hvilede sig en stund. Vejrtrækningen faldt til ro og blev regelmæssig og langsom, musklernes ømhed fortog sig lidt og han blundede et øjeblik, blidt manet til ro af græshoppernes sang omkring ham.
      Hvilen blev kort, for jorden under ham var tør og hård og tvang ham atter op at stå. Han strakte sig og masserede sine ømme muskler, mens han tog bestik af landskabet omkring sig. Ret ud for ham voksede en række små buske, med blade der var små, tykke og mørkegrønne. De glinsede i livfuld kontrast til træernes døde, visne løv. Måske de kunne slukke hans tørst? Han rev forsigtigt et blad af en busk, knækkede det og iagttog det skinnende væv der kom til syne imellem hans fingre. Småbitte, klare dråber piblede frem i bruddet og blev flere og større da han pressede bladet imod sin håndflade. Forsigtigt og tøvende stak han bladet i munden og smagte på det. Det var blødt og bittert, men fuldt af saft. Han sugede saften ud, spyttede bladet ud på jorden og rev flere blade af og slukkede lidt efter lidt sin tørst i den bittersøde saft.
      Han havde stadig en humpel brød tilbage i sin oppakning, kødet og frugten havde han spist for længe siden. Han brækkede et stykke af brødet og tyggede det sammen med en håndfuld blade. Det sidste stykke af brødet samt et par nævefulde blade svøbte han i en skjorte så ingen krummer ville gå til spilde,lagde det ned i rygsækken og lukkede den omhyggeligt for at sikre sig at det ikke skulle falde ud undervejs.
   Det var blevet tid til at gå videre. Han stod stille en stund under træerne, skyggede med hånden for øjnene og så at dalen strakte sig milevidt foran ham. Vejen bugtede sig i dens bund, og langs den lå spredte hytter og landsbyer, steder han havde været på sin vej ud. Var der mon noget tilbage af dem? Han lod hånden falde og så nedover sin krop. Så uniformen han engang havde fyldt ud, men som nu hang løst omkring hans magre krop, så på fødderne hvor støvlerne støvede og skrammede beskyttede hans fødder imod vejens skarpe sten, så sine hænder, solbrune og sprukne af vind og vejr, arrede af krigen. Det var hans redskaber, de skulle hjælpe ham hjem ad den lange vej.


Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).


Copyright © 2009 | www.forfatterhaab.dk | All rights reserved

Forrige | Oversigt | Næste