Til forfatterhaabene
Vil gerne starte med at byde alle nye medlemmer af foreningen, velkommen til Forfatterhaab.dk! Tidligere udsendte nyhedsbreve kan læses på vores hjemmeside.
I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Spørgeskemaundersøgelsen, Klima-konkurrencen, generalforsamlingen m.m.
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst
Statistik:
Tekster i alt: 746 (717)
Tegninger i alt: 51 (51)
Offentlige Tekster: 358 (342)
Offentlige Tegninger: 36 (36)
Kommentarer i alt: 3694 (3477)
Medlemmer i foreningen: 75 (75)
Kommentarer pr. tekst/tegning: 4.63 (4.53)
Månedens Medlem
Den mest aktive bruger indenfor de seneste 30 dage var: Vibe, som får én måneds GRATIS medlemskab.
Bestyrelsens Peptalk
Kære medlemmer af Forfatterhaab.dk
Det er ved at være tid til den årlige generalforsamling, hvor vi som bestyrelse håber, at rigtig mange af jer vil dukke op og gøre jeres indflydelse gældende. Vi er i den situation, at bestyrelsen pt. kun består af tre personer, der det sidste års tid har fået hjulene til at dreje rundt. Heraf er to af personerne også ansvarlig for Inspirators udgivelse, så vi har virkelig hårdt brug for nogle mennesker, der vil være med til at gøre noget godt for vores forfatterforening. Alle bestyrelsesmøder afholdes over internettet, så fysiske afstande mellem bestyrelsesmedlemmerne er ingen hindring, og der er tale om max. halvanden time om måneden.
Vi vil gerne takke de medlemmer, der deltog i spørgeskemaundersøgelsen (resultatet er vedhæftet dette nyhedsbrev). Det er dog lidt trist at konstatere, at ud af 75 medlemmer, var der kun 23, der deltog i undersøgelsen. Ligeledes har tilslutningen til årets skrivekonkurrence været meget lav. Der er afleveret 17 bidrag. Hvis DarkLights fortsat skal være interesseret i et samarbejde med Forfatterhaab.dk, (og vi må som forening bare se det som en stærk kompetence at have et samarbejde med et forlag) bliver vi nødt til at støtte bedre op om sådanne konkurrencer. Vi som bestyrelse/dommere må desværre ikke deltage i konkurrencen, så vi kan ikke hæve antallet af bidrag. Vinderen plus de udvalgte forfattere får besked medio juni fra DarkLights og annonceres også i næste måneds nyhedsbrev. Umiddelbart herefter vil omslagskonkurrencen blive udskrevet.
Vi har som forening meget, meget brug for, at I er aktive og støtter op om diverse tiltag som undersøgelser, konkurrencer, generalforsamling, osv. Vi, der er involverede, er det, fordi vi vil støtte og videreudvikle denne forening, men vi kan ikke gøre det alene. Vi brænder for at gøre Forfatterhaab.dk til et af de bedste forfatter- og illustratorfora i Danmark, men det kræver, at vi løfter i flok. Det er utroligt nemt bare at læne sig tilbage og køre på frihjul, så nogle enkelte ildsjæle kan bære det tunge læs, men lad os indse, at selv ildsjæle kan brænde ud.
Vi håber på jeres hjælp.
Venlig hilsen bestyrelsen (Anja, Klaus og Christian)
Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere At stille mågens sult af Else Marie Sundgaard (Månedens tekst i December 2009). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 20. juni 2010
Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang
Sammen!
Af Peter Fjelstrup
Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)
Undrende ser jeg naturens leg
at får klipper græs med munden.
Fårene selv de tænker ej
at det er aparte i grunden.
Blomsterne spreder knopperne ud
og prisgiver de ædlere dele.
Den ordre fik de da vel af gud
som selv har designet det hele?
Som rosen er min elskedes mund
Som himmelhvælv hendes øjne
Hun lader mig en salig stund
se sine bryster nøgne.
Jeg kærtegner den bløde hud
med spidsens af min finger.
Og hører at hun ånder ud
og spreder sine vinger
Og beder bønligt at jeg tager
alt hvad jeg efterstræber
Men endnu er jeg ikke klar
Jeg kysser hendes læber.
Da smelter tankerne som smør
og vore tunger brænder.
Jeg sanser ikke hvad jeg gør
Tilgiv mig mine hænder.
Så stiger vi mod bjergets top
så ubeskriv’ligt nøgne.
som båret af en fælles krop
og hudløst sultne øjne.
Men først så har det ingen hast
al tid bliver dispenseret
derpå, ligesom en mur, der brast
bliver tempoet forceret
Da hænder det at bjerget selv
ophører med at være
mens vi fra dybet af vor sjæl
la'r gud få tak og ære.
Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).
|