Forfatterhaab.dk
Maj-udgaven af Forfatterhaab.dk's Nyhedsbrev udsendt den 31-05-2011
Nyhedsbrevet
Til forfatterhaabene
Vil gerne starte med at byde alle nye medlemmer af foreningen, velkommen til Forfatterhaab.dk! Tidligere udsendte nyhedsbreve kan læses på vores hjemmeside. Referat fra Generalforsamlingen 2011 er vedhætet denne mail

I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Forfattermorgana
Inspirator
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 654 (674)
Tegninger i alt: 44 (44)
Offentlige Tekster: 356 (374)
Offentlige Tegninger: 30 (30)
Kommentarer i alt: 2840 (2970)
Medlemmer i foreningen: 51 (61)
Kommentarer pr. tekst/tegning: 4.07 (4.14)

Månedens Medlem
Den mest aktive bruger indenfor de seneste 30 dage var: Richart Andersson, som får én måneds GRATIS medlemskab.

Forfattermorgana 5
Du kan tegne et løbende abonnement på det 48 siders blad i A5 format via vores
hjemmeside
Du kan vælge enten at betale hvert blad kr. 55,-
- eller at tegne et årsabonnement på 2 blade for kr. 100,-

Ved bestilling af både Forfattermorgana nr. 4 og 5, kan du få tilsendt begge blade for i alt kr. 90,-

De første 3 numre af Forfattermorgana var en del af foreningsbladet Inspirator. Du kan så længe lager haves bestille Inspirator nr. 6 (med Forfattermorgana 3) eller Forfattermorgana 4 for blot kr. 45,- pr. stk inkl. forsendelse ved at skrive til: kasserer@forfatterhaab.dk med navn og adresse.

Inspirator nr. 8
Foreningsbladet er udsendt til alle betalende medlemmer.

Hvis du ikke er medlem kan du købe bladet for kr. 40,- ved at skrive til:
kasserer@forfatterhaab.dk med navn og adresse.
Ved bestilling af både Inspirator nr. 7 og 8, kan du få tilsendt begge blade for i alt kr. 60,-
Bestiller du Inspirator nr. 6, 7 og 8, får du alle 3 blade for i alt kr. 95,-

Så længe lager haves, kan man købe Inspirator nr. 6 for kr. 45,- og nr. 7 for blot kr. 30,- pr. stk inkl. forsendelse. Normalprisen er kr. 55,-/40,- da Inspirator 6 indeholder novellesektionen Forfattermorgana

Ved køb af både Forfattermorgana nr. 5 og Inspirator nr. 8 får du en rabat på kr. 10,- og skal kun betale kr. 85,- for begge blade

Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere
Nytårsfesten af Karen Møller Grothe (Månedens tekst i April 2011). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 31. juni 2011

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på
forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Ondskab, Dumskab og Klogskab
Af Anja Adjoh

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

Ondskab, Dumskab og Klogskab
   Tre gamle venner var samlet. Ondskab, Dumskab og Klogskab havde ikke set hinanden i flere år og fortalte nu, hvilke planer de havde for fremtiden.
    Ondskab sagde: ”Jeg vil bygge den ondeste bombe, der kan sprænge hele verden i stykker.”
   Dumskab grinede, han syntes, det var sjovt. ”Jeg vil lave 50 lagkager til KFUMs loppemarked, men jeg vil kun sælge en af dem. Resten af dem spiser jeg selv,” sagde Dumskab og savlede ved tanken om alle de lækre sager i sin mave. Klogskab sagde ikke noget om sin fremtidsplan lige med det samme. Han tænkte sig om. Til sidst begyndte Ondskab at puffe til ham, og Dumskab grinede fjollet af det, men turde ikke selv gøre noget.
   Endelig talte Klogskab: ”Jeg vil gerne se, at hvert eneste menneske kommer til at lide af den mest smitsomme sygdom i verden.”
   Dumskab gloede måbende på ham. Ondskab gned sig i sine hænder og gnæggede: ”Sygdom hæ, hæ, hæ, nu taler vi mit sprog. Malaria, røde hunde, forkølelse, mæslinger, ja, måske endda influenza.”
   Dumskab slog sig på lårene af grin.
    ”He, he, he, så skal de alle sammen ligge hjemme under dynen og læse gamle Anders And blade, mens de prøver at få det bedre ved at drikke te med honning og spise penicillin.”
   ”Ja, og hvis det går rigtig galt, ryger de på hospitalet, babu babu, babu – og måske …” Ondskab holdt en dramatisk pause. Så hviskede han i en ondskabsfuld tone: ”Måske dør de.”
   ”Ja, og så arver vi alle deres penge,” råbte Dumskab og slog en kolbøtte af glæde. Klogskab smilede blot underfundigt og afslørede intet. Efterhånden holdt Ondskab og Dumskab op med at fjolle rundt og så på ham for at høre, hvilken sygdom han snakkede om.
   ”Den er ældgammel,” begyndte Klogskab. ”Helt fra skabelsens dage. De første mennesker på jorden, Adam og Eva, led af den, og siden har den spredt sig ud til hele menneskeheden med ganske få undtagelser.”
   ”Hvad er symptomerne?” spurgte Ondskab og gned sig i hænderne som om, han frydede sig over andres ulykke.
   ”Taber de håret? Får de røde næser. Prutter de, så hele jorden skælver?” spurgte Dumskab.
   Klogskab sænkede stemmen: ”Sygdommen har følgende alvorlige og uhelbredelige symptomer. Folk får først rigtig varme hjerter. Så smiler de, ja, nogle ler endda. Deres øjne får en særlig glans, ja, næsten som om de havde feber. Og det allermest underlige er …” Han kiggede på sine to venner, der var ved at revne af nysgerrighed.
   ”Fortæl, fortæl,” råbte de i kor. Klogskab løftede en formanende finger.
   ”Jeg er bange for, at jeg ikke kan fortælle jer det,” sagde han med et suk. ”Det kunne koste jer livet.”
   Ondskab fløj op og hev fat i Klogskabs krave. ”Din elendige luskebuks,” snerrede han. ”Det kommer til at koste dig livet, hvis du ikke fortæller videre.”
   ”Slåskamp, slåskamp, vi vil se blod,” hujede Dumskab med stor begejstring, men Klogskab fik Ondskab til at falde til ro ved at love at fortælle videre.
   ”Jo, ser I, det allermest underlige ved denne sygdom er, at når folk bliver smittet, holder de op med kun at tænke på sig selv. De tænker på andre, ja, de hjælper endda andre. De kommer af med deres ondskab og dumskab, når de bliver smittet. Kan I gætte, hvad sygdommen hedder?”
   Han ventede på et svar, men der kom ikke noget. For Ondskab og Dumskab var begge to smeltet og var nu blot to våde klatter på gulvet.
   ”Nå, jeg kan se, at den også fik ram på jer to. Sygdommen hedder kærlighed.”


Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).


Copyright © 2010 | www.forfatterhaab.dk | All rights reserved

Forrige | Oversigt | Næste