Offentlige Tekster

For at se alle teksterne, skal man være medlem og logget ind.
Teksterne er beskyttede efter de almindelige regler om ophavsret, der indehaves af forfatteren

 | Seneste | Alle tekster | Ratede tekster | Tilfældig tekst | 

Spillemaskinen

Af A.Silvestri

Samlet score: 17.33 (ud af 20 mulige)

Spillemaskinen står som en ældgammel skildvagt i det ene hjørne af kroen. Kroen er det helt rigtige navn, for stedet er så gammelt at spindelvævene hænger tykt i hvert et hjørne og gulvet ikke kan fejes rent. I hjørnet står den, med sine gamle lyde og forældede teknologi. Ejeren har flere gange overvejet at fjerne den, men det bliver aldrig til mere end overvejelser. På en eller anden måde virker det som om, at den har mere ret til at være der, end han selv har. Den stod på præcis det samme sted, da han overtog biksen for 15 år siden.

Det er ikke fordi, der tjenes penge på maskinen. Sidste års indkomst lød på 800 kroner. Småpenge. Det er heller ikke fordi folk ser på den med kærlige øjne. De fleste kommentarer til maskinen går på, at det er noget gammelt lort. Det ene ben er bøjet efter et spark i 1994. Den der sparkede hed Thomas. Han er død nu, et dumt uheld på knallert i snevejr. De skrabede ham af lastbilens blinde vinkel. Men hans navn står stadig på det elektroniske display. Han er nummer tre, og det vil han altid være, lige indtil strømmen går.

Glasruden, der ligger over flipperne og de tunge metalkugler, er ridset og tåget. Et uendeligt antal mennesker har stillet glas fra sig på maskinen, og endnu flere har spildt øl ud over det hele. Det ændrer ikke på, at maskinen kører upåklageligt. Hvert tiende minut lyder en dåsestemme fra apparatet; det er aldrig lykkedes nogen at forstå hvad den siger. Som for at understrege det uforståelige, blinker og dytter den, i skarpe elektroniske mønstre , der er nøje udregnet i 1984. Det er der ingen af kroens normale ølhunde, der aner det mindste om.

Kroen har sin egen generator. Selv under den store storm for et tiår siden, var der varme og lys i ølhullet. Ideen om rygeforbud er ikke nået herned, på den yderste kant af Lolland. Tåger af tobak, fra cigaretter til piber, glider langsomt over alle flader. Ude bagved ryger de unge fed, som de har købt af den lokale pusher der har været en tur i Nykøbing Falster for at købe ind til sine faste kunder. Kroejeren vender det blinde øje til. Hvis det ikke var for de unge stenere, ville han aldrig få solgt sine cowboytoast.

Vinden hyler udenfor, den type blæst der kun findes i udkanterne af Danmark. Lolland er så flad, at man kan se flere hundred meter i klart vejr. Derfor føles kulden så meget mere intens, og af samme grund bliver kroen mere fyldt, desto nærmere tiden rykker på jul. At se kvinder i etablissementet, som ejeren kalder det på sine sarkastiske dage, sker sjældnere end der spilles på maskinen. Der er faktisk kun en kvinde, Lotte, men det er mange år siden mændene har set på hende med oprigtigt interesserede øjne. På de værste lørdage får hun altid en med hjem, og på de efterfølgende søndage er der ingen der kender hende. For hende er det i orden. De få minutters varme, mens sæden finder vej ind i hende, er bedre end den evige kulde over de braklagte marker.

Kroen ligger i en lille landsby. Kerneindustrien, forsamlingshuset, kirkens stedfortræder. Byens indbyggere arbejder andre steder, den højeste uddannelse er gymnasiet. Når folk kører igennem den, virker det som om, at nutiden var noget der kun skete for resten af verden. Hver husstand har en hund, og et falmet klistermærke med ”Jeg vogter her”. Ofte bliver hunden fodret af fruen i huset, mens hun passer barn 1, 2 eller 3. Hun er præcis to år yngre end sin mand, og har kendt ham siden folkeskolen. Desperationen er så stille, at folk knapt kan høre deres egen.

Samtalen snurrer mellem træværket, blødt i et sprog hvor bogstavet D ikke helt eksisterer. Det er så langt nede på jorden, at man kan høre grundvandets rislen. En gang i mellem kaster de knapt så hærdede beboere et irriteret blik over mod spillemaskinen. De garvede noterer sig den ikke en gang. For dem er dens lyde suget ind i deres snakke, som en ublid underlægningsmusik. Værten hælder øl op i en tyk strøm, tænker for hundrede gang at det ligner hans grumsede morgenurin. Det er fredag, og det betyder at der ikke er så travlt. Alle de unge har poleret sig selv, og er taget ind til Byen for at feste. Derfor kigger han let overrasket op, da døren knirker og en mand træder ind.
   Blegheden i hans ansigt er udtalt, selv om den kolde vind nok også har føjet en ekstra dimension til den. Kinderne er rødspættede, og under hans mørke cowboyhat stikker halvlangt, hørgult hår frem. Ansigtet er blødt, som en dreng der lige er blevet til en mand, men blikket i hans øjne virker ældre end baren, spillemaskinen og ejeren. I døråbningen tøver han et øjeblik, før en af de lokale råber til ham, at han skal lukke døren. For dem er han en kuriositet, på trods af, at de ikke kender ordet. Det er sjældent at folk blot kommer ind for en kort bemærkning; endnu sjældnere at det ikke er nogen de kender.

Med usikre skridt går han op til baren, og placerer sig stående ved en barstol. Da han gik over gulvet, klikkede hans cowboystøvler over gulvet. Den lyd kender de alle. De fleste af de lokale har stadig et par gemt inde i skabet, som kun kommer frem ved specielt festlige lejligheder. Værten rømmer sig og kigger spørgende på den nyankomne. Et blegt smil flikker over begges ansigter, da der peges på taphanen med Carlsbergmærket. Sløvt løber øllen ned i det store glas; det føles som om tiden bliver strukket. Alles øjne er rettet mod den fremmede. På trods af hans unge alder, er han tiltrækkende på en måde, der får Lotte til at rette sig op, og får enkelte mandenæver til at knyttes. Tavsheden er af sten.

Han tager øllen fra bardisken, og lægger en femhundredekroneseddel. Da værten er færdig med at tælle byttepengene op, er han allerede langt derfra. Han står ved spillemaskinen, ser på den med mørke øjne. Den blinker og dytter til ham. Værten råber efter ham, men han vifter med hånden. Lad pengene ligge hvor de faldt siger hans bevægelse. De lokale vender deres blikke fra ham. På nær Lotte, hvis øjne borer sig ind i hans brede ryg. Manden roder i sin lomme, hans fingre kan ses gennem det sorte buksestof. Så lukker hånden sig sammen. Knyttet trækker han den fri, og står et øjeblik med øl i den ene hånd og den anden sammenpresset. Det klirrer, da han åbner den, og femkroner falder ned på spillemaskinens glas.

De kigger op, de andre folk i kroen, og ser mønterne lægge sig tøvende til hvile, på nær en enkelt. Den drejer sig i luften, falder mod gulvet. Mandens knæ lyder som mørtelblandere, da han går halvt i knæ og griber den løse mønt. Med en rolig mine ser han ud over de andre besøgende, men fæstner ikke sit blik på nogen af dem. Han ser på væggene bag dem, og stolene de sidder på. Suger interiøret ind gennem øjnene og porerne. Der lyder en klirren af glas og urolig hosten, da alle vender sig bort fra ham. Hans øjne virker så dybe som skovsøer; ikke den romantiske slags, men mørke huller hvor bunden kun er noget man tror er der.

Femkronen rammer bunden af maskinen, og lægger sig klirrende til ro. Spøgelset i maskinen vågner, og både lydene og farverne spiller voldsomt. Med en mine, som er han ved at henrette en uskyldig, trækker manden fjederen helt tilbage og slipper. Stålkuglen følger rampen op og bliver slynget ud i spil. Med et pling rammer den den første forhindring og bliver slået ind i den næste. Manden havde bøjet overkroppen let indover maskinen og placeret sine hænder på knapperne i siden. Klikkende ryger flipperne op og ned, maskinen belønner ham med brudstykker af musik og pointene tæller op. Uden at han blinker, drejer tallet forbi det syvende ciffer.

I kontoret, der ligger bag døren bag baren, er der rodet og papirbunker flyder både på bordene og i arkivskabet, der fulgte med købet af kroen. En randet kaffekop står ovenpå en regning for øl. Askebægeret er proppet til randen, men kun kvinden på pinupkalenderen kigger på det. Hendes bryster er lige så dirrende og kække, som de var i 1978. Hun hedder Anna, og bor i Vanløse nu. Har to børn, en irritabel mand og en schæfer. Hendes bryster er slappe og udtjente. Men hun er ikke den virkelige Anna. Den ægte hænger her. Kalenderen hænger over arkivskabet. I den nederste skuffe, helt bagerst, ligger lejekontrakten for spillemaskinen. Det er over 15 år siden, at den sidste leje blev betalt.

Lydene fra maskinen er hidsige, og trænger forbi den dansk top, som ejeren har sat på den ramponerede CD-afspiller. ”Himmelhunden” har ikke en chance mod primitiv elektronik, og de mænd, hvis hænder knyttedes, får nu hårdhed i deres ansigter. Samtidig mister manden sin første kugle. Med en desperat hvinen dør den mellem flipperne, og sangens omkvæd trænger gennem støvet, der danser i lyset fra de svage pærer. Øl løftes, også fra maskinens glas, og manden sluger halvdelen af sin i store slurke. Han vender ikke blikket fra maskinen, mens han drikker. Adamsæblet hopper og danser, følger rytmen i den gamle sang, og han udstøder sin første lyd. Et teatralsk ”aaah”, før han placerer glasset præcis hvor det stod før. Ansigterne løsnes, stemmerne taler til hinanden igen. Manden slynger anden kugle i spil.

Maskinen dirrer i elektrisk orgasme, og brøler uforståelige ord ud. En ekstra kugle gløder ved rampen. To i spil, to på spil. Mandens ansigt er som stålkugler, men det rykker spændt i hans krop. Lotte har fikseret sit blik på ham. Hendes hud nopres af øjnene. Tre sekunder er hvad det tager, før det går op for hende, hvad det er hun føler. En lav rødmen indtager hendes ansigt, men den lokale ølhund ænser ikke hendes ændring. Han fortsætter ubønhørligt sin enetale. Om hvordan regeringen har hævet prisen på smøger, om alle københavnerne der kommer og opkøber Lolland, om de frygteligt åbne grænser. Lige så lidt som alle de andre forstår han, at han blot taler sig selv bekymret til døde.

Ti kilometer derfra kører Dennis Petersen i sin gamle Audi. Hans hjerne er et flettet puslespil af dårlig samvittighed og dirrende harme. De kæmper indbyrdes, men endnu er ingen af dem gået af med sejren. Rimfrost har lagt sig på de dårligt vedligeholdte veje, men egentlig er det fuldstændig ligegyldigt. Dennis ser ikke på vejbanen eller de hvide midterstriber. Hans tanker går til King, den ældgamle hund, der endelig gav op i morges. Om tre minutter vil han være lige så død som den, men det går ikke lige så fredfyldt for sig. Mens han prøver at fjerne rattet fra sine indvolde, går hans sidste tanker til spillemaskinen på den lokale. Den næsten guddommelige stålkugles dans, den næsten bedste fjerdeplads. Synkront med at Dennis udånder, fjernes hans rekord af manden. Kun initialerne står. DPE ligger nu for altid på en femteplads, uden for folks synsfelt.

Kroværten kigger på manden, der drikker resten af glasset. Et øjeblik ser de på hinanden, en forståelse uden ord. Ny øl, sat på bardisken. Manden henter den, lægger endnu en femhundredkroneseddel og går fra byttepengene. Den dans kender værten. Han lader pengene ligge, har ikke lyst til at skrabe dem til sig. Manden sender den tredje kugle i spil, men den dør så hurtigt mellem hans hænder, at lyden fra dens endeligt knapt registreres. Fraværende taster han sine signatur ind. Tre punktummer.

Femmeren glider ind, sætter næste spil i gang. Lotte stirrer hektisk på ham, rødmen har nu bredt sig over hendes overarme, små pletter af kødelig varme. En mandehånd lægger sig på hendes; ølhundens øjne svømmer rundt i hans gråstubbede ansigt. ”Du er så varm” siger han med en stemme, der ligner præstens i den tomme kirke. Hun svarer ham ikke, ser blot ned i bordet, som forsøgte hun at finde et mønster i de våde ølpletter. ”Hvorfor er du så varm?” siger han, men det er ikke længere rettet mod hende. Tværtimod er hans øjne drejet ind i kraniet. De udforsker hans hjernes bedøvede kringelkroge efter et formål.

Kuglen flyver mellem flipperne, rammer forhindring efter forhindring. Pointtælleren glider så hurtigt forbi, at det er umuligt at se de enkelte tal. Når de ser på manden, ser det ikke ud som om, at han ser ned på spillet. Han ser kun på point. Ølglasset, fuldt, står nu hvor det tomme stod. Kondens løber ned over siden af det kolde glas. En dråbe går i forbindelse med maskinens glas. Den bliver liggende, en lille boble med en reflekterende overfladehinde. I den genspejles hele kroen. Værten rømmer sig, kigger på uret over disken. Der er stadig timer til lukketid. I baglokalet ligger lejekontrakten på spillemaskinen og samler støv. Der er så meget på den, at der kan skrives initaler i det. I mandens lomme er der en seddel, der ligner kontraktens tvilling. Den er foldet sammen fire gange til et lille kvadrat. Udenpå har der stået noget med blyant, men det er blevet visket ud igen.

De lokale ser på manden, samtidig med at de ikke ser på ham. De snakker om ingenting. Deres rygge er isblokke, men deres indbyrdes blikke er syle. De lurer på ham, når de tror at han ikke ser dem. Der bliver trukket på skuldrene. Ingen har set ham før. De vil heller aldrig se ham igen efter denne aften. Det ved de ikke endnu. Anders, 35 år gammel og automekaniker ser på Lotte. Han kender den rødmen i hendes kinder. Hele hendes krop rødmer, når hun bliver ophidset. I flæng husker han hendes krops bevægelser, hvordan han så bort fra det der dinglede og flød, og kun tænkte på hvordan hendes indre føltes. Det er to år siden. Derhjemme går Hanne og ved ingenting. De andre i baren ved alt. Deres læber er forseglede med den dobbelte skylds lim.
   Tælleren tæller millioner, og udrydder effektivt nummer tre fra listen. Mandens arme falder slapt ned langs siden, og de to resterende kugler forsvinder bort mellem flipperne. Tre punktummer. Ny femmer, nyt spil. Han tøver et øjeblik, mens han drikker halvdelen af øllen, og tørrer skum væk fra overlæben. Hans fingernegle er så perfekte, at de må være manicurerede. Det ser Lotte, mens det bobler i hendes mave. Hun forestiller sig hvordan det må føles, når de hænder glider over hendes mave, der er arret efter et kejsersnit. Hun ænser knapt hvad hun gør, før hun er på fødderne. Hun svajer lidt, fra tå til fodballer. Så sætter hun sig ned igen. Udenfor blæser det op, så kaninerne søger skyndsomt ly i stubmarkerne.

Ekstrabladet ligger slået op foran kroværten, og han skæver til billederne. Et billede. Monique er 21 år og fra Viborg. Hun ser kækt på ham, hendes læber skinner. Hvis han havde været 10 år yngre, havde han sikkert taget hende med sig ud på toilettet til en solo-hyrdetime. Han er ikke 10 år yngre, men alt for gammel. Det er Monique også. Hun hedder Kristina, er 27 år og bor i Vanløse. Hun besøgte landsbyen på Lolland, da hun var fem, men hun kan ikke huske den. Ølhunden kan godt huske hende. Den gang havde han stadig et navn, og en familie der kom på besøg. Hun red ranke på hans knæ, og de tegnede sammen med tusser, han havde indkøbt til netop den dag. Han tænker på hende nu, fraværende, mens han løber årenes spoler igennem.

Tredje spil, mandens bevægelser er så hurtige at det næsten ser ud som om at han har flere end fem fingre. Hvis kroens klientel kunne se ind i hans hjerne, ville de ikke forstå det, som de så. Række på række af matematiske ligninger og udregninger af samme flyver forbi. Fart, modstand, indgangsvinkel, udgangsvinkel, kraft. Der er ikke en gang sekunders ro mellem maskinens lyde nu, det er umuligt at skelne de enkelte fra hinanden. Musikken fra afspilleren stopper, og i den halvmørke stilhed skramler en stol, da den ryger ud fra et bord. En mand, to meter høj og med et ansigt som en dårligt udført reklame, går med tunge skridt mod spillemaskinen.

”Stop” siger den store mand , så højt at fine spytdråber stænker spillemandens ansigt til. Et sidste klik lyder da manden slipper flipperne, og kuglen ryger ned mellem dem. Stole skramler, andre er på vej ud af dem. Maskinen blinker tyst, venter på at spillet genoptages. ”Ellers?” spørger manden med en dialekt, der tyder på at indeholde D’er. ”Ellers så ommøblerer jeg dit ansigt”. Der er tavst mellem dem, før manden nikker. ”Jeg holder op om to spil. Så får I fred for mig”. Hans stemme er mild, den glider på hver stavelse som en laks op ad strømmen. ”Du stopper nu. Ellers stopper jeg dig” knurrer manden. Hans navn er Eilif, 39 år gammel og aldeles ugift. Hvert andet år tager han til Thailand for at føle på varerne. Indtil videre har han været igennem tre koner, alle som en er de taget hjem igen med ømme minder om Danmark. Den slags minder det værker i, når det bliver fugtigt eller koldt i vejret. Manden ved maskinen sukker, og roder i sin lomme. Frem trækker han en femhundredkroneseddel og vifter den under Eilifs næse. ”Kan det her få dig på andre tanker?”. Gearene i Eilifs hjerne går rustent i aktion, mens han kigger fra pengene til mandens næse. Så nikker han beslutsomt, mens han skyder kæben frem. ”Det er i orden. Spil du bare videre. Men to spil. Hørte du det?”. ”Jeg hørte dig” svarer manden. Hans opmærksomhed er allerede ved at drive væk igen. Eilif trækker sig ludende væk, med en underlig fornemmelse i maven. Han er ikke helt sikker på, at han ville have vundet en nævekamp.

De to sidste kugler tager manden et kvarter at spille. De springer som besatte mellem pointpunkterne. Da scoren ruller forbi nummer to på listen, falder hans hænder atter slappe ned langs siden. Maskinen hyler panisk i et dødsskrig, før highscorelisten ryger op. Endnu en gang gange tre punktummer.

På toilettet sidder Heino. Han er 27 år gammel, og har ingen anelse om at nogen spiller på maskinen. Hvis han vidste det, ville en sidste snert af stolthed nok forsøge at kæmpe sig vej gennem hans hashtågede sind. Det var ham, der var nummer to. For to år siden stod han ved maskinen, klar i hovedet, sammen med sin kæreste Lene. Hun klyngede sig til ham og hvinede af lykke, for hvert point han scorede. Senere den aften kneppede de som kaniner, hele natten. Nu bor Lene sammen med en anden i landsbyen, og har fået barn. Han ser hende tit stå ved det enlige busstoppested, med barnevognen. Nogle gang har han prøvet at tale til hende, men hun lader som om han er usynlig. Heino kender ikke ordet paria, men det er præcis hvad han er. Han smittede hende med klamydia, han havde fået, da han var på druktur i Nakskov. Ingen kvinde vil røre ved ham længere; hans ry strækker sig helt over til Nørre Alslev på Falster. Det er ham, der sælger til alle de unge fyre, der skal være smarte. Som de, har han en Puch Maxi, topboret. Hans mor elsker ham stadig. Siger hun.

Ølglasset drænes, og sættes tilbage på spillemaskinen. Et kort nik til kroværten får det uundgåelige til at ske. I mandens lomme brænder kontrakten, det han er kommet for, når alt kommer til alt. Han trækker sig mod disken, cowboystøvlerne slår mod gulvet. Fra lommen producerer han en tredje seddel, der slår sig sammen med den lille bunke mønter. ”Er du snart færdig” spørger kroværten roligt, mens han kigger ned på store Eilif. ”Om et øjeblik, ja. Men tingene skal gøres i den rigtige rækkefølge” svarer manden, og kroværten nikker konspiratorisk, selv om han ikke fatter en meter. ”Det har jeg godt hørt”. Manden tøver et øjeblik, før han læner sig ind over disken, og sænker sin stemme. ”Hvem er LBU egentlig?” siger han. ”Hvem spørger?” siger kroværten lige så diskret, og manden nikker mod mønterne. ”Ham der har alle de penge liggende på din disk”. Kroværtens smil får endnu et hak mod det snedige, før han rækker ud, og skraber pengene til sig. ”Lars Buxbom. Kommer her en gang om måneden. Tjekker altid spillemaskinen”. Manden nikker tænksomt, før han drejer om på hælen.
   Lars Buxbom sidder alene derhjemme, konen og børnene er på besøg hos hendes mor, men de må snart være på trapperne. Han elsker at være alene. Ikke engang keddeldragten har han smidt. Hans skridt lugter af sved og nakkeost, men han ænser det ikke. Kun billederne på computerskærmen. Konen forstår ikke, hvorfor de skal betale så mange penge for kabel-tv og en højhastighedsopkobling. Hun er ikke så kvik, men da han mødte hende, var hendes krop fast som en blomme fra morfars have. Hver lørdag ofrer han sig, og boller hende venligt inden de skal sove. Han er ikke en ondskabsfuld mand. En god, hårdtarbejdende forsørger, der sniger sig til at se på unge mænd fra Amerika. Når han river i sig selv, tænker han på Martin fra byggepladsen. De runde baller, det lyse, næsten pigede hår. Hvad han ikke ville gøre, for at få lov til at lade sine fingre glide gennem de krøller, kærtegne de små skægstubbe på kinderne. Han ryder altid pænt op efter sig, og går i bad bagefter. Hans kone Anettes verden ville knuses omkring hende, hvis hun opdagede det. Det gør hun om 9 måneder, mens han er på et job i Nordsjælland.

Han ser knapt på pointene længere. Det er blot en række tal, der bøjer sig for hans vilje. Bonusrunder og ekstrabolde farer forbi hans ører, mens hans hænder automatisk vrider maskinen tør for de gamle rekorder. Han kender denne type maskine lige så godt, som han kender den type mennesker, der sidder omkring ham. En ung fyr er kommet ind fra hashtågerne, og stirrer fascineret på hvordan han nedlægger den uddagede teknologi. ”For satan, du er rå” hvisker den unge halvhøjt, men manden svarer ikke. Hans opmærksomhed går som en uklar radar rundt mellem gæsterne. Han ved, hvad Lotte tænker. Det er lige før heden fra hendes hud når helt over til ham. Mellem hans hjernes matematiske ligninger, er han ikke kold. Han har ondt af hende, på samme måde som man har ondt af en høne, der lige har fået hugget hovedet af.

En fanfare klinger ud, og hele maskinen hopper og springer. Det bimler som en falsk sunget julesalme, og han slipper flipperne. Stålkugle efter stålkugle hamrer ned i maskinens bug, og han ser sig rundt med et lille smil på læberne. Tre punktummer. Hans signatur er det eneste maskinen viser nu, og han drejer om på hælen. Bag ham fumler ynglingen efter en femmer i sine lommer. Store Eilifs blik flammer op.

”Du skylder” siger manden, og lægger cowboyhatten fra sig på en ledig barstol. Fra inderlommen trækker han kopien af kontrakten, og smækker den på bordet. Kroværten kigger overrasket på ham, før han med hurtige fingre åbner papiret. Så mange års leje med så mange gange renters rente. Han svælger. Beløbet er meget stort. Han kigger over på maskinen, hvor den unge mand tamper talentløst i flipperne. Eilif har rejst sig. ”Så mange penge har jeg sgu ikke” siger han lavt, og fingererer ved kontrakten. ”Det ved jeg. Forretningen går ikke fremragende, vel” svarer manden, og trommer med fingrene. Kroværten ryster på hovedet. ”Så bliver jeg nok nødt til at tage den med. Men du skylder stadig for lejen. Intet personligt, ren business”. ”Ja, selvfølgelig. Du tager den bare. Det er alligevel ikke fordi de penge gør den store forskel”. ”Og hvordan har du tænkt dig at betale, hvad du skylder for leje?”

Kroværten ser over på maskinen, og Eilif der står bøjet ind over den unge fyr som et meget aggressivt egetræ. Han forestiller sig kroen uden de små biplyde, og de få spillere. Et eller andet rører sig inden i ham, men det er for længe siden, at han har følt det, til at han kan huske det. ”Jeg har egentlig ikke lyst til at den skal væk” kvækker han, og ser op på manden. Et øjeblik er der tavshed. Så smiler manden. ”Det forstår jeg godt. Det er altid godt, at have noget stående, der er ældre end en selv. Og den der maskine er så gammel, at der kun findes den tilbage. Alle de andre er blevet tilbagekaldt, erstattet af nyere ting”. Kroværten nikker, selv om han kun forstår en snert af hvad manden mener. ”Giv mig en øl til. Og tag en til dig selv, nu du er i gang” siger manden.

”Hvem er du?” spørger kroværten uroligt, men manden smiler blot til ham. ”Jeg er en spiller. Der kender den maskine meget godt. Nok bedre end du selv gør. Jeg er villig til at slå en handel af med dig. Du får lov til at vente med at betale, til du løber tør for kunder. Til der ikke kommer flere ind fra kulden”. Bag dem rejser Lotte sig op, og begynder at vakle henover gulvet. Hun er lidt fuld, og svajer fra side til side. Men indeni føler hun, at det er den sidste chance hun nogensinde får. ”Hvad får du ud af det?” spørger kroværten, og manden trækker på skuldrene. ”Kald mig en god mand. Eller en snedig mand. Det må du selv om. Vi kan også bare kalde det en aftale mellem to mænd, der forstår hinanden. Så...aftale?”. Manden rækker sin hånd frem, og kroværten tager den langsomt. Huden føles meget kold. ”Aftale” svarer han, og slipper.

Ved spillemaskinen rammer Eilifs kødfulde næve ynglingens næse, og den unge fyr falder ind over maskinen. Blod drypper fra hans ansigt ned på glasset. Lotte falder på det frygteligt lige gulv, og mænd slår en voldsom latter op. ”Vi ses om nogle år” siger manden, og tager sin cowboyhat på. Så vender han sig om, og hjælper Lotte op fra gulvet. ”Du er så varm” siger han til hende, og hun smiler fordrukkent.

Uploadet 3. maj 2009

Rate og kommenter teksten