Offentlige Tekster

For at se alle teksterne, skal man være medlem og logget ind.
Teksterne er beskyttede efter de almindelige regler om ophavsret, der indehaves af forfatteren

 | Seneste | Alle tekster | Ratede tekster | Tilfældig tekst | 

ØDEGÅRDEN del del 2 af 2

Af Jannie Duunkjær

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

DEL 2

Jeg nåede at være afsted 4 gange, inden min farmor døde. Hun sov stille og fredeligt ind i sit køkken, 89 år gammel. Da var jeg 9 år gammel.
   Der gik tre uger før min far fandt hende, i hendes hus, midt på køkkengulvet. Lægen, der undersøgte hende, fortalte min far, at selvom hun havde ligget i sit køkken, så lod det til at hun selv havde lagt sig forsigtigt ned på gulvet, inden døden kom og hentede hende.
   På køkkenbordet havde der stået en bakke med et par kiks, lidt emmenthalerost og hendes yndlings oliven, kalamata. Alt dette var naturligvis ikke i god stand da hun blev fundet, og kaffen der var på kanden, havde sikkert været frisklavet lige inden hun døde, og var nok ment som et supplement til bakken med snacks, men den var nu fuldstændig kold, og ville aldrig blive drukket.

Da min farfar døde valgte hun at blive boende i det samme hus, et hus der lå langt fra vores familie, ca. 30 km., og vi var ellers de eneste slægtninge hun havde tilbage. Min far sagde ofte til hende, at hun skulle tage og komme hjem til os at være, så vi kunne passe på hende, og så hun havde lidt selskab.
   Det ville hun slet ikke høre tale om, for som hun sagde: ”Mit liv har været i dette hus, så længe jeg husker, og jeg ønsker ikke andet end at blive i mit hus, og så længe jeg kan passe på mig selv og lave min egen mad, er jeg rigeligt tilfreds med mit eget selskab, og har ikke behov for mere.”
   Og så var der ikke mere at sige om det. Man sagde ikke en kvinde som min farmor imod. Hun hvilede fuldstændigt i sig selv, og man var ikke i tvivl om at hun mente de ting hun sagde.
   Også et træk jeg har arvet fra den kære kvinde, jeg hviler nogen gange lidt for meget i mig selv.
   Det at min farmor, var så åbenlyst tilfreds med sin tilværelse, gjorde at man meget nemt selv var tilfreds når man var i hendes selskab.
   Så på den måde var det naturligvis rart for mig at være på besøg hos hende, jeg kunne bare bedre lide det, når hun kom ind til byen for at besøge os, for så kedede jeg mig aldrig. Der havde jeg mine venner lige i nærheden.

Hun besøgte os dog sjældent. Hun sagde tit til min far: ”Ole, jeg foretrækker det selskab jeg er så vant til, og som er i mit hus. Jeres lejlighed har slet ikke nogen, og det kan jeg ikke holde til at undvære”. Jeg forstod ikke helt hvad hun mente, og syntes det lød som lidt tåget snak, jeg tænkte at hun måske var ved at blive lidt dement. Det havde jeg hørt om fra Linnea hvis oldefar havde været det. Når jeg spurgte min far, rystede han på hovedet og smilede skævt;
   ”Din farmor har altid ment at hun kan se ting”, sagde han.
   ”Hvilke ting er det, far?”
   han rystede igen på hovedet. ”det er svært at forklare. Måske når du bliver ældre”.
   ”øv”, muggede jeg. Og så var der ikke mere at sige om det.
   En dag, jeg var hjemme hos min farmor, faktisk på den sidste sommerhusferie jeg var på, spurgte jeg hende, over en kop the og et spil uno. Min far lå og sov på sofaen, og snorkede højlydt.
   Min farmor smilede skævt ved mit spørgsmål, og så pludselig meget vidende ud. Lidt som om hun havde ventet på denne dag og aldrig havde været i tvivl om at den ville komme.
   ”Stine, min pige. Jeg har set mange ting i min tid. Også ting som ikke alle andre kan se. Tror du på at nogle mennesker ser ting som andre mener ikke eksisterer?” spurgte hun mig med et stort smil om munden.
   Den måtte hun altså lige forklare lidt nærmere!
    ”jeg mener sådan noget som for eksempel spøgelser, ånder... tilstedeværelsen af andet end dig og mig, lige nu, i dette hus og mange andre steder?”
   Det eneste jeg kendte til ånder og spøgelser, var at det var noget uhyggeligt noget, fra gyserfilm og skrækhistorier, men det var ikke noget jeg havde set meget af, for det måtte jeg helst ikke for min mor. Heller ikke selvom det var almindelige familiefilm jeg spurgte om;
   ”Nej Stine, du kan tro nej. De film er ikke realistiske. Der findes ikke spøgelser og ånder, og der er ingen grund til at se noget der handler om det modsatte!” sagde hun, når jeg spurgte om jeg måtte se film som ”Ghostbusters” og ”Caspar, det venlige spøgelse”. Min mor var en kvinde der levede og åndede for videnskaben og hun havde en ikke så lille modvilje imod alt hvad der havde med det overnaturlige at gøre. Så mit eneste kendskab til emnet var fra de få film jeg havde set hjemme hos Linnea.
   Så jeg svarede selvfølgelig nej på min farmors spørgsmål. Det var da kun pattebørn der troede på ånder og spøgelser og sådan noget, tænkte jeg.
   ”Hmm, så du har aldrig oplevet noget, du ikke kunne forklare??” spurgte min farmor mig, imens hendes øjne med det samme blev til to smalle sprækker. Hun kiggede pludselig meget indgående på mig. Vurderede mig og min reaktion.
   Den måtte jeg lige tænke lidt over, for jeg vidste ikke hvad hun mente. Jeg havde da oplevet masser af ting som jeg ikke kunne forklare;
   Jeg havde for eksempel aldrig forstået hvor vandet i vandhaner kom fra. Hvordan det på magisk vis kunne være varmt i den ene hane og koldt i den anden. Hvor kom det fra? Det kunne jeg ikke forklare. Og jeg fattede ikke hvad det egentlig var der holdt solen, månen og stjernerne fast oppe på himlen så de undgik at falde lige ned i hovedet på os alle sammen, og jeg kunne på ingen måde forklare hvordan julemanden kunne finde alt den tid det måtte kræve, at nå og besøge alle os børn i hele verden på én eneste aften. Alle os der havde opført os pænt i løbet af året, som fortjente hans gaver, men alligevel kunne jeg jo med egne øjne konstatere at han altså havde nået det, igen, år efter år. Det var året efter, da jeg var blevet 10 år gammel at jeg opdagede at julemanden slet ikke findes. Så blev det mysterium opklaret.
   Men jeg havde på fornemmelsen at det ikke var sådan nogle ting min farmor mente, men jeg kunne ikke være sikker.

Jeg sagde ikke noget et stykke tid, og min farmor afbrød mine dagdrømme;
   ”Har du lagt mærke til at jeg nogen gange sidder og snakker med nogen herhjemme, selvom det ikke umiddelbart er til at se hvem det er?”
   Ja det havde jeg set og hørt masser af gange. Men jeg havde altid gået ud fra at hun snakkede med sig selv. Gjorde gamle damer ikke det?
   ”Øh jo måske” svarede jeg, og blev lidt flov på hendes vegne. Hver gang jeg havde lagt mærke til at hun gjorde det havde jeg nemlig gjort mig meget umage med at lade som om jeg ikke lagde mærke til det. Jeg tænkte på det lidt ligesom når nogen kommer til at slå en prut midt i en samtale. For at være høflig burde man da lade som ingenting ikke? Så behøvede pruttens ejermand jo ikke blive pinlig berørt over prutten der smuttede. Så når min farmor startede disse samtaler med sig selv, fik jeg pludselig en enorm god ide til en en-mands leg, og den blev jeg hurtigt meget optaget af.
   ”jeg snakker selvfølgelig med ånderne der bor her i huset, har du aldrig set dem?” spurgte hun mig. Og det havde jeg virkelig aldrig, jeg havde da kun lagt mærke til min farmor, min far og mig selv her i huset, så jeg rystede på hovedet.
   ”Nå ja men du er jo heller ikke så gammel min pige. Det kan være du er én af dem der lige skal være voksen først. Det kommer en dag og du kan godt glæde dig.” sagde hun til mig, helt roligt, som om hun virkelig mente det, og slet ikke som om hun var på randen af sindssyge, imens hun begyndte at blande uno kortene og dele dem ud til endnu et spil. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til min farmors fortolkning af egen skizofreni, så jeg smilede bare, og tog pænt imod kortene hun gav mig imens jeg kiggede overdrevent interesseret på dem.
   I mellemtiden var min far åbenbart vågnet for han havde sat sig op i sofaen og sad nu og kiggede lidt surt på min farmor imens han sagde: ”Så mor, nu har du sagt nok! Skal vi ikke allesammen gå en tur og snakke om noget andet?”
   Og det gjorde vi så.
   Det var først 12 år senere at denne samtale dukkede op i mit hoved igen.

”Hmm, fedt at vejret er så lækkert. Tror du vi må ride en tur på hestene for Julie?” Linneas spørgsmål hev mig tilbage til nutiden.
   Julie var min onkels kæreste og jeg kendte hende ikke så godt. Men jeg vidste at hestene var hendes et og alt og jeg vidste at hun var lidt speciel.
   ”Tjah vi kan da spørge hende” svarede jeg Linnea, men jeg havde ikke helt det store håb om at få lov.
   Linnea elskede at ride og hun havde gjort det siden hun lærte at gå. Jeg selv har altid været bange for de store dyr og har aldrig brudt mig om visheden om at hvis hesten af en eller anden grund skulle ønske død over mig, så kunne dens ønske gå i opfyldelse, meget hurtigt. Den ville bare behøve at sætte sig på mig.
   Men Linnea havde aldrig haft den slags tanker og hun havde aldrig lagt skjul på at hun synes jeg var en anelse latterlig fordi jeg mente at heste skulle have magt over mig. Det var jo bare en hest, det mest fredelige dyr på jorden.
   Linnea og jeg var i det hele taget uenige om mange ting.

Vi havde kendt hinanden lige siden børnehaveklassen og var på mange områder meget ens i personlighed. Mange mente også at vi lignede hinanden af udseende og havde tit forvekslet os med søstre. Det havde vi personligt aldrig nogensinde kunne forstå. Vi havde brugt mange timer foran spejlet, side om side, bare for at sammenligne hinanden.
   Vi var vidt forskellige!
   Ja vi var da nogenlunde lige høje, omkring de 1,78, og ja ok vi havde da også samme lys blonde hår og samme lange glatte frisure. Den slags hår der hverken ejede, eller havde tendens til, at eje bare en smule krøl eller fald i sig.
   Men vores ansigter var bare så langt fra ens. Linnea havde et meget rundt ansigt hvor mit var aflangt, hendes øjne sad meget længere fra hinanden end mine gjorde og knoglestrukturene i vores ansigter og på resten af kroppen for den sags skyld var vidt forskellige. Linnea var en spinkel pige, men i god form af at ride så meget som hun gjorde. Musklerne og senerne i hendes krop var alle meget lange og fine i det. Hendes ansigt var rent og fint og hun havde aldrig haft en eneste urenhed i sin hud. Snyd!
   Jeg er af type en slank pige, men mine former har altid været rundere end Linneas. Jeg er sådan lidt blød i det. Og slet ikke sportstrænet som Linnea.

Uploadet 23. februar 2010

Rate og kommenter teksten