Offentlige Tekster

For at se alle teksterne, skal man være medlem og logget ind.
Teksterne er beskyttede efter de almindelige regler om ophavsret, der indehaves af forfatteren

 | Seneste | Alle tekster | Ratede tekster | Tilfældig tekst | 

Også om julen skal døden jo have en årsag

Af Morten Carlsen

Samlet score: 17.71 (ud af 20 mulige)

Hvert år ved denne tid gentager det sig i mit hoved, forløbet og hændelserne. Jeg har siddet her i mange år efterhånden, men erindringen har ikke fortonet sig det mindste. Man siger at tiden heler alle sår, men i dette tilfælde har årene ikke så meget som bleget de hændelser. Jeg fortryder intet for jeg gjorde hvad jeg måtte gøre, hvad enhver mand med hjertet i venstre side ville have gjort!
   Det er lykkedes mig, at få udleveret en blok papir – sikkert kun fordi det er jul, og de tror at jeg vil skrive jule- og nytårshilsener til familie og bekendte – men nej, nu skal det nedfældes én gang for alle. Det der skete er altid tæt på, men mest i juledagene.
   Der er varme i radiatoren; sneen pisker mod det lille vindue to og en halv meter over gulvet og decemberblæsten hviner omkring blokkens østlige fløj. En lyd jeg er blevet alt for familiær med… Inden jeg skal ind og skråle ”Dejlig er den himmel blå” sammen med de andre ’stemplede’, og have mit obligatoriske andelår, hvide og brunede kartofler, skysovs, rødkål samt ris á la mande med en klat kirsebærsovs, så vil jeg nedskrive disse linjer, min personlige julefortælling. Det skal ikke ses som en tilståelse eller sådan noget flæbende pis; det skal ses som en ærlig, oprigtig beretning af hvad der rent faktisk skete i dagene op til jul i 19--.

Min ene hæl dunkede som ind i helvede efter at en kvinde med tre skrigende unger var kørt ind i den med en indkøbsvogn. Kællingen undskyldte ikke engang, men skyndte sig at manøvrere vognen udenom mig og haste videre gennem Storcenter Nord med de rødmossede unger efter sig. Der var ikke noget menneskeligt ved menneskers opførsel i julen. Mit forhold til det hele var en smule anstrengt for at sige det mildt. Hvor var hyggen blevet af? Det var sgu ikke mange smilende eller glade mennesker man så i december længere – derimod stress og jag dagen lang! Bare vi nu, for fanden, når det hele!
    Jeg stod og gned min ømme hæl, da en stemme trængte igennem julestøjen længere fremme. Det var Helene.
    ”Hvad laver du?!? Kom nu, vi har travlt,” sagde hun og gik bestemt hen imod mig med munden så tæt sammensnerpet, at den lignede en rød kuglepensstreg. Hendes høje hæle afgav klik-klak lyde imod centertorvet. Jeg så op på hende.
    ”Jamen, for helvede… Der var en forjaget kvinde, der kørte op i min hæl med hendes indkøbsvogn; det gjorde pisseondt! Ka’ vi ikke snart køre hjem, skat? Vognen er spækket med alt fra alverdens julemad til gaver og pynt…” I baggrunden skiftede den evindelige turnus af julemelodier, der gjaldede fra storcenterets højtalere, til ”Santa Claus is Coming to Town”. Helene gav mig det blik, der lydløst sendte et enkelt, kontant ord gennem luften, og ordet var ’nej!’. Hun drejede rundt på hælen og fortsatte tværs over centertorvet.
    ”Det er da kun den 15. Vi kan sagtens nå, at købe det sidste i weekenden,” forsøgte jeg, selvom jeg udmærket vidste at det var forgæves. Med et tørt suk skubbede jeg indkøbsvognen foran mig, og satte kursen mod Matas, hvor hun tronede foran den vammelt dekorerede butiksrude. Der var opstillet en julelandsby midt på centertorvet. Elektriske nisser og julemænd vinkede iført røde kostumer, grå bukser, sorte støvler, hvidt skæg og enorme, påklistrede smil på deres respektive plasticansigter. Alt ved det gamle i den søde juletid… Et rensdyr med rød tud og blinkende gevir var anbragt på tagryggen af træhuset i nisselandsbyen. Falske snefnug og hø var strøet omkring huset. Der hang en behagelig duft af gran i luften. Men jeg kunne knapt nok ænse alt dette opreklamerede hysteri… Jeg havde alt for mange bekymringer, alt for mange forvirrede tanker. Vedrørende Helene. Bare tanken om hendes navn, der ufravigeligt kastede hendes ansigt op på min hjernes lystavle, pustede til min jalousi og mistanke og fik den til at ulme og blusse. Den senere tid var jeg blevet til et spøgelse derhjemme – for hende. En tilstedeværelse, der var der, men som ikke rigtig var der alligevel. Jeg var blevet som en fremmed for hende. Og hvorfor? For mig kunne der kun være en grund…
   Musikken over centerets højtaleranlæg var gået over i ”Jingle Bell Rock”. Da jeg drejede vognen rundt om nisselandsbyen styrtede et barn ud foran mig, så jeg måtte holde hårdt i vognen for ikke at støde ind i den hvidhårede purk. Desværre trak jeg indkøbsvognen så hårdt tilbage, at den stødte hårdt ind i mit skinneben.
    ”Åårh, for helvede…! Så se dig dog…” begyndte jeg, men holdt inde, da flere af gæsterne på centertorvet gloede på mig.
    ”Hvad er der nu i vejen?” spurgte en kølig stemme. Jeg kiggede op fra min foroverbøjede stilling, selvom det ikke var nødvendigt for at vide hvem det var. Helene…
    ”Endnu et uhe… Ikke noget. Lad os bare gå videre.”
   En julemand med en kurv fuld af godter gik forbi os. Jeg snuppede en håndfuld pebernødder i forbifarten, og proppede dem i munden uden at kigge på ham.

En time senere kunne vi, via storcenterets svingdøre, endelig træde ud i den tidlige decemberaftens klare, rene frostluft. Idet vi tavse gik over mod bilen kom jeg til at tænke på den reklame jeg havde set på siden af skuret med indkøbsvognene, da vi kom. ’Julen er hjerternes fest’ havde der stået på tilbudsreklamen med diverse julevarer fra Føtex. En graffitinørd havde overstreget ’hjerternes’ og i stedet skrevet ’smerternes’ med lilla spraymaling. Jeg lo indvendig over den lille galgenhumorspøg. Julen er smerternes fest. Jeg havde ondt i mit skinneben og min hæl.

Det var blevet rigtig slemt i starten af december. Med min jalousi og mine mistanker. Det rodede rundt i hovedet på mig, dag og nat. De mørke rande under mine øjne stod mere og mere tydeligt frem på grund af søvnmangel. Adskillige nætter havde jeg lagt søvnløs og bare tænkt, mens Helene lå udstrakt, fast sovende på maven ved siden af.
   Det var for så vidt nok bare at observere hende i løbet af en dag. De ting hun gjorde, foretog sig. De anderledes ting… For eksempel gjorde hun meget mere ud af sig selv end hun plejede. Hun købte nyt, dyrt tøj, makeup, gik til frisøren, nynnede for sig selv, bevægede sig let og yndefuldt – og hun strålede. Det værste var, at hun strålede! Ofte kunne jeg sidde og betragte hende stjålent og få det fysisk dårligt alene ved hendes attitude. Min egen kone vakte afsky i mig. Alle forandringerne var sket på under en måned, og det blev værre og værre. Hvis ikke det var en normal anledning til at få ens alarmklokker til at ringe, så ved jeg ikke hvad der skal til for at få bimletonerne i gang.

Jeg kørte en time tidligere fra bureauet den dag, det var den 21. december. Tre dage før jul. Tanken var at køre omkring og hente et juletræ og overraske Helene med en god flaske rødvin. Efter at have udført mine ærinder er noget af det jeg husker tydeligst på hjemturen i bilen endnu et omskrevet slogan, i stil med det jeg havde set ude ved storcenteret.
   Bilen plaskede igennem den beskidte sjapsne på vejbanen, da jeg svingede til højre i et lyskryds. På den modsatte side af lysreguleringen lå der en Spar Nord, hvor der var udspændt et banner på bygningens facade. ’GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR’ stod der – eller det havde der stået. Endnu en spøgefugl havde været i gang med spraymalingdåsen – gad vide om det var den samme? Man kunne lige forestille sig avisnotitserne, hvis vedkommende kørte stilen helt ud: Julevandalisme på samtlige byens facader. Om det var den samme eller ej, så havde vedkommende været ihærdig i og med at det havde været nødvendigt, at anvende en stige eller hænge i en trapez ned fra taget for at nå banneret. Der var malet en pil på banneret, der pegede ned mellem t’et og å’et i ’nytår’; et ’s’ var indsat med spraymaling. Så nu stod der ’GODT NYTSÅR’ i stedet for. Smerternes fest og et godt, nyt sår! Ka’ det blive mere festligt?

Få minutter senere skulle jeg lige til at svinge bilen ind i indkørslen ved vores hus, da jeg opdagede at der holdt en fremmed bil parkeret i carporten. Jeg kørte nogle meter hen ad vejen og parkerede ved fortovskanten.
   Med bøjede knæ foretog jeg et lavtgående løb hen langs fortovet ned til vores indkørsel. Endelig havde jeg en mulighed for at knalde hende på fersk gerning. Hun regnede selvfølgelig ikke med, at jeg kom så tidligt hjem og udnyttede øjensynligt hvert sekund. Endelig kunne jeg få vished! Jeg sprang over bedet og ind i haven, imens jeg sørgede for at holde mig nede under vinduerne, så jeg ikke ville blive opdaget. Omme ved stuevinduerne holdt jeg vejret og ventede på lyden af stemmer, lyden af et eller andet. Mens katten er væk, tænkte jeg. Umiddelbart var der ingen lyde inde fra huset.
   Stadig i en lav, krybende stilling bevægede jeg mig om til forsiden af huset. Ved hoveddøren lyttede jeg igen inden jeg så lydløst, som muligt anbragte min nøgle i låsen, drejede den rundt i slowmotion og forsigtigt lirkede døren op.
   Der hang en forpestende sky af parfumeduft i entréen. En stor buket røde roser jeg ikke havde set før, og som mindede mig alt for meget om julens farvespil, lå på kommoden. Et kunstigt, filtret og krøllet julemandsskæg lå smidt på gulvet. Vanviddet og raseriet begyndte at komme til live indeni mig. Er musene ude og lege?
   Et sted i huset kunne jeg høre Helenes latter. Jeg krympede mig ved lyden. Det var en oprigtig latter. Jeg havde ikke hørt hende le sådan i adskillige år…! Latteren kom oppe fra første sal. En åre bankede i min pande, da jeg begyndte at gå op ad trappen. Lyden af kælne stemmer dryssede ned deroppefra, som snefnug. Indimellem blev stemmerne afbrudt af ny latter. Da jeg nåede op på første sal kunne jeg se stearinlysene ulme ind igennem døren, der stod på klem ind til soveværelset. Stemmerne. Helene og… en fremmed mand. Jeg blev grebet af lamslået panik, selvom det der udspillede sig for øjnene af mig egentlig ikke overraskede mig synderligt. Man kunne vel lægge to og to sammen – og så ovenpå hendes opførsel og væremåde den sidste måneds tid. En sexet, sort bh lå slængt henover dørtærskelen ind til soveværelset. Men det var ikke engang det værste… Ikke alene knaldede hun udenom, men hun gjorde det med en fyr i et julemandskostume…! Beviset på dette lå spredt udover korridoren, der ledte hen til det lille kontor og soveværelset, i form af den karakteristiske posede, uldne, røde og hvide dragt. Den kegleformede, slatne nissehue lå draperet henover dørhåndtaget på soveværelsesdøren. Skægget var jo åbenbart allerede røget af nede i entréen. Det gav mig kvalme. Gid jeg havde kunnet blokere de afskyelige billeder, der dukkede op i min bevidsthed, som virusinficerede ”pop-ups”.
   Som om jeg ikke var plaget og tortureret nok i forvejen gik jeg hen til soveværelsesdøren, og kiggede ind gennem sprækken imellem døren og karmen. Synet af de to nøgne mennesker i sengen var frøet, der såede planen i min hjerne.

Ser I, en ubegavet, overilet og afsindig person ville have skredet til handling i det øjeblik vedkommende havde opdaget sin partner i seng med en anden. Skabt en form for konfrontation, måske slået en eller anden ihjel, hvem ved? Men ikke jeg. Efter mit smugkig ved dørkarmen trak jeg mig tilbage, forlod huset og kom først tilbage senere, omkring den tid, hvor jeg normalt var hjemme. Helene var som hun plejede… eller i hvert fald som hun havde været den sidste måned. Jeg lod som ingenting. Vi fik juletræet anbragt og pyntet i stuen; om aftenen drak vi rødvinen og så en eller anden julekoncert på tv.
   Den 23. december var Helene til noget julekomsammen hos en veninde, og det var tid til handling. Alt var nøje planlagt. Jeg havde huset for mig selv, og al den tid jeg skulle bruge til at føre min plan ud i livet. Faktisk skulle jeg kun bruge køkkenet. Det hele var indkøbt dagen i forvejen: hvedemel, smør, sukker, æg, natron, kardemomme, ingefær, kanel og peber.
   Dejen blev rørt sammen, og rullet ud på køkkenbordet. Så gik jeg i gang med at rulle et utal af pebernødder. Det hele var en tand for genialt! Apropos højtiden synes jeg da også, at de hjemmebagte pebernødder skulle have et ekstra, lille julekrydderi. Dejen var spækket med den pressede saft fra misteltenbær. Jeg bagte altid om julen, så på den front ville hun aldrig ane uråd. Helenes eneste problem var bare at misteltensaft i denne mængde var giftig. Nå, ja, og at hun elskede pebernødder, så hun altid åd til hun fik ondt i maven. Jeg ville bare bilde hende ind, at der var kommet lidt ekstra ingefær eller kardemomme i. Den ville hun sluge råt.

Det forløb som planlagt. Helene åd pebernødder, som besat, da hun kom hjem og det fortsatte ud på aftenen. For mit vedkommende ventede jeg bare på effekten.
   Godt nok fornemmede hun, at bagværket havde en vis bismag, men det var ikke noget der holdt hende tilbage – tværtimod!
    ”Hvad er det de smager af? Hvad har du kommet i?” spurgte hun og gumlede lystigt videre.
    ”Bare peppet krydderiblandingen lidt op,” svarede jeg og sank længere ned i sofaen bag avisen.
    ”De er vildt gode! Ih, jeg kan ikke stoppe igen.”
   Jeg måtte bide mig i læben for ikke at grine højt.

Omkring midnat slukkede jeg tv’et og rejste mig fra sofaen for at gå i seng. Helene døsede i den anden ende af sofaen. Hun savlede helt enormt. Hvidt, tykt og frådelignende savl. Det var et godt tegn.
   Klokken fem om morgenen vågnede jeg brat efter den første uafbrudte søvn i mange dage. Der var stille. Kun lyden af blæsten, der susede om gavlen udenfor. Inde i stuen fandt jeg Helene liggende fladt på maven på sofaen. Jeg rullede hendes slappe krop om på ryggen. Hendes ansigt var smurt ind i tykt, indtørret savl; de vidt åbne øjne var blodsprængte og lyste til dels stadig af den rædsel, der åbenbart havde været som skåret ud i en relieffrise i dødsøjeblikket.

Det hele var afsluttet klokken tretten om eftermiddagen. Jeg ventede til omkring middag før jeg forlod huset. Det ville være for risikabelt, at skille sig af med et lig klokken fem om morgenen. Med Helenes legemlige rester i en sort affaldssæk i bagagerummet kørte jeg ud til kalkgraven, der lå bag Skalkeskoven.
   Jeg var nødt til at gå igennem skoven med affaldssækken og en skovl på slæb for at nå frem til kalkgraven. Det var normalt et øde område, så jeg tog chancen. Med Helene begravet i kalkafgrunden stod jeg i flere minutter og indåndede den friske duft af fyrrenåle.
   De fandt hende først efter nytår.

Også om julen skal døden jo have en årsag. I Helenes tilfælde havde den ikke alene en årsag, men også en særdeles god og valid grund. Der er ikke mere at skrive. Udenfor er vintermørket for længst faldet på. Om få minutter låser Nielsen celledøren op, og gelejder mig ned i spisesalen. Man kan da kun håbe, at der er pebernødder til kaffen. Pebernødder bringer dejlige minder frem.

Uploadet 27. februar 2010

Rate og kommenter teksten