Offentlige Tekster

For at se alle teksterne, skal man være medlem og logget ind.
Teksterne er beskyttede efter de almindelige regler om ophavsret, der indehaves af forfatteren

 | Seneste | Alle tekster | Ratede tekster | Tilfældig tekst | 

Lev mens du kan!

Af Maj-britt Randklit

Samlet score: 18 (ud af 20 mulige)

Lev mens du kan!

I 32 år havde hun været gift med ungdomskæresten, Jørgen, de fik to dejlige børn, en af hver. De første år var lette og sjove, ingen forpligtelser, men fest og ballade. Senere kom børnene, Jørgen fik uddannelse og job. Birgit gik hjemme ved børnene indtil de nåede skolealderen, herefter fik hun arbejde på det lokale plejehjem og tiden gik. Efter nogle år uddannede hun sig til sygehjælper, men forblev på sin gamle arbejdsplads.

De boede i et parcelhus med fuld kælder, hvor Jørgen havde sit værksted og Birgit sin systue. Årene med familie og venner gled i en lind strøm og pludselig var børnene flyttet hjemmefra. Den dag de havde været gift i 32 år, vågnede hun for engang skyld først, og kiggede på sin sovende ægtemand. Han lå på ryggen med armene over hovedet, og munden vidt åben. Engang i mellem gryntede han, eller snorkede et lille stykke tid, hvorefter han trak vejret normalt igen. Han rørte på sig, vendte ryggen til hende, tog dynen op over skulderen og sov videre. Hun sukkede dybt, det var længe siden gnisten forsvandt, kunne ikke huske hvornår. Hans lyse pjuskede hårmanke var nu tynd i toppen, ansigtet var furet og hænderne barkede og ru. Maven var vokset og det var vist længe siden Jørgen sidst havde set sine fødder.

Hun tog sin morgenkåbe på og listede ud i køkkenet. Hentede avisen i postkassen og tændte radioen. Kaffemaskinen spruttede og klagede sig, det var tiden at få den afkalket. Jørgen dukkede op i døråbningen, kløede sit maveskind og gabte højt og længe.

- Nåh, du har da været tidligt på den i dag. Sagde han og satte sig på sin plads ved bordet.
   - Ja, jeg kunne ikke sove mere. Vil du have ristet dit franskbrød? Hun havde skåret nogle skiver brød og tog brødristeren frem fra skabet.
   - Næh, tak det er fint som det er.
   
Herefter spiste de morgenmaden i tavshed, med hver en avissektion. Morgenværterne kværnede i baggrunden, men ingen af dem hørte efter. Birgit havde svært ved at koncentrerer sig, hun skottede over til Jørgen ind i mellem, men han var opslugt af avisens sportssektion. Han gryntede og mumlede et eller andet, hvorefter han lagde avisen sammen, rejste sig uden et ord og gik på badeværelset.
   Hvornår havde de egentlig talt sammen, ikke bare udvekslet ligegyldigheder, men talt? Hun kunne ikke huske det, men savnede det. Hvornår havde der været ømhed og små kærlige ord? Bevares, de skændtes aldrig, talte altid pænt, sagde pænt godnat og godmorgen. Var de overhovedet i live? Birgit havde sin tvivl og måtte sande at et eller andet skulle ske.

På badeværelset studerede hun sig selv i det store spejl og var ikke ovenud tilfreds. De engang så flotte bryster hang konsekvent mod fødderne, maveskindet var slapt og lårene var det rene appelsinhud. Hun vejede mindst 10 kg for meget, det var vist tiden med en pulverkur igen.
   Ansigtet havde fine rynker ved øjnene og munden, men ellers var huden pæn og glat for en på 55 år. Håret var kort og farvet let rødt, hun var ikke parat til det grå look endnu. Datteren syntes hun holdt sig godt efter sin alder, hvilket jo var dejligt.
   
Formiddagen gik med rengøring, mens Jørgen var nede i sit værksted. Hvad han foretog sig vidste hun ikke, og var også ligeglad. Frokosten stod på bordet kl. 12.30 og hun råbte efter ham fra trappen. De indtog maden i tavshed og Birgit tog sig igen i, at være irriteret over Jørgens måde at spise på. Det havde snart stået på længe og kunne ende i en eksplosion, hvis ikke der blev sagt noget. Men hvad skulle hun sige, nu havde han spist sådan i 32 år, det kan man jo ikke sådan lave om på. Det stod soleklart, bolden lå hos hende, han anede jo ingenting. Hun lagde bestikket på bordet og kiggede på ham.

- Hvad skal vi lave i eftermiddag?
   - I eftermiddag? Han så forbavset på hende.
   - Ja, kunne vi ikke finde på noget at lave sammen?

Han tørrede munden med bagsiden af hånden. Endnu en ting der irriterede hende, hvorfor ikke bruge en serviet eller køkkenrulle?

- Det ved jeg sgu ikke, er lige i gang med en motor. Kan du ikke selv finde på noget?
   - Jo, selvfølgelig kan jeg det, det var bare en tanke, vi gør jo aldrig noget sammen.
   - Nej Birgit, helt ærligt, hvad har du gang i?
   - Ikke noget, glem jeg spurgte.
   - Jamen, så går jeg i kælderen igen.

Med de ord rejste han sig og forsvandt. Hun ryddede af bordet, mens tankerne kværnede. Hvad ville hun, det her eller? Hvor mange gange de sidste år havde hun tænkt på at flytte? Det havde hun ikke tal på, men det var en del. Var skrevet op til en lejebolig og stod ikke så langt nede på ventelisten. Hvad nu hvis der pludselig var en ledig lejlighed, turde hun så?
   På arbejdet var der mange der var skilt og som havde fået det rigtig godt. Selvfølgelig var det ikke bare noget man gjorde og bum, så var alt idel lykke. Men hvis hun kun var sig selv? Som tingene stod nu og havde gjort i mange år, ja så var hun husbestyrerinde og ikke andet. Ikke engang elskerinde, det var sjælden de havde sex og de tre minutter var jo hurtigt overstået. Nej, hun var virkelig nødt til snart at beslutte sig.

De 32 år blev ikke nævnt, bryllupsdagen havde ikke været fejret de sidste 5-6 år. Hun havde lavet grydestegt kylling til aften, Jørgens yndlingsret, det var dog en tilfældighed. Dette måltid blev også indtaget i tavshed og Birgit mærkede at frustrationerne gik lige i maven. Det endte sgu nok med et mavesår. Bagefter så de fjernsyn, Jørgen faldt i søvn i stolen, nøjagtig som han plejede, og Birgit listede i seng.

Der var nu gået et par måneder og sommerferien stod for døren. De havde en campingvogn stående fast på Flyvesandet Campingplads og flyttede derned i tre uger. Birgit elskede det, der var så mange at tale med, man hyggede sig og så behøvede hun ikke at glo så meget på Jørgen. De var nærmest kun sammen ved måltiderne og det passede fint. En af de andre fastligger, var blevet skilt for et par år siden og han havde en ny kæreste med. Birgit og den nye faldt hurtigt i snak, de var lige gamle og hun var også indenfor hjemmeplejen. Hun var også nysgerrig efter at høre baggrundshistorien, hvordan kom hun videre efter skilsmisse og hvordan mødte hun Werner? Det var dejligt at se deres forelskelse. De kyssede og nussede, flettede fingre og havde egentlig nok i hinanden.
   Tove, som hun hed, fortalte gerne om sin skilsmisse fra en tyrannisk mand. Hvordan hun, efter mange års tæsk og ydmygelser, fik overskud og rejste uden et ord og uden at tage noget med.
   
- Jeg var snart så forslået og brugt at det ville blive min død til sidst. Mine børn hjalp mig og til sidst turde jeg godt.
   - Hvordan i alverden fik du overskuddet og modet?
   - Det har også taget mig mange år, og nogen gange kniber jeg mig i armen, for det er så fantastisk. Børnene har også været helt fantastiske. De hjalp med at finde en lejlighed og med at flytte. Jeg har de dejligste børn. Og så holder de meget af Werner.
   Hun smilede bredt og tog en slurk rødvin. De sad i forteltet hos Birgit og Jørgen, mændene var ude at fiske.
   - Hvordan turde du dog gå ind i et nyt forhold? Birgit kiggede på hende over vinglasset.
   - Jeg kendte Werner på forhånd. Han er pedel, ja det hedder det jo ikke mere, men altså, det er han der hvor jeg arbejder. Jeg havde længe kigget ham ud, og det havde han så åbenbart også mig. Vi snakkede nærmest dagligt sammen og en dag inviterede han mig ud at spise. Og resten er historie som man siger. Det er helt vildt, det er som at være teenager igen.

De løftede begge glassene og skålede. Birgit var ikke fri for at være lidt misundelig, tænk at flytte for sig selv og få en ny chance for at leve?

Sommerferien var slut og hverdagen kom igen. Birgit følte sig uelsket, usexet og utilfreds. Hvis ikke hun snart gjorde noget, døde hun langsomt indvendig.
   Brevet kom midt i ugen og hun flåede det op. Hjertet hamrede i brystet og kinderne blussede. De tilbød en toværelses 1.sals lejlighed med altan fra d. 1. oktober. Hun fór rundt om sig selv og vidste ikke hvor hun skulle gøre af sine følelser. Der var ingen at dele dem med, jo, hun kunne da ringe til Jytte. De havde været veninder siden skoletiden. Telefonen blev taget med det samme.

- Det er Jytte.
   - Hej, det er Birgit, forstyrrer jeg?
   - Nej da, hvordan går det?
   - Det går vel, nej det går stadig ad helvede til.
   - Er det ikke blevet bedre med dig og Jørgen?
   - Overhovedet ikke. Jeg er ved at blive vanvittig. Men ja, jeg ringer faktisk for at fortælle at jeg har fået tilbudt en lejlighed fra oktober. Jeg aner ikke hvad jeg gør, hvad synes du? Er jeg helt tosset eller hvad? Skal jeg tage den?

Der var stille i Jyttes ende af røret og Birgit troede hun havde lagt røret fra sig.

- Hallo! Er du der? Birgit hørte desperationen i sin stemme.
   - Ja, ja, jeg tænker. Har du stadigvæk ikke fået snakket med Jørgen om hvordan du har det?
   - Nej.
   - Tror du ikke det var en ide. Måske skal han bare vide hvordan du har det. Lige nu giver du ham ikke en chance.
   - Det går ikke, jeg vil væk! Jeg føler mit liv smutter i mellem hænderne på mig. Ingenting vil han, det eneste der interesserer manden er hans værksted. Hver gang jeg foreslår noget siger han nej.
   
Birgit hørte Jytte tændte sin lighter og pustede ud, efterfulgt af et lille hosteanfald.

- Skulle du ikke holde op med at ryge?
   - Jo, men nu er det ikke mig det handler om, vel? Lyt til din mavefornemmelse Birgit. Det nytter selvfølgelig ikke at blive, hvis der ikke er noget tilbage. Det er bare sådan en stor beslutning. Hvad tror du børnene siger? Ja og Jørgen for fanden, han går da i hundene.
   - Næh, han skal nok klare sig. Selvfølgelig bliver der noget med det praktiske, men hvis ikke han er i værkstedet sover han foran fjernsynet. Det ville sikkert passe ham fint at den sure kælling forsvandt. Måske kunne han se lidt mere til Kai?
   - Jamen de har jo ikke noget tilfælles. Kan du se Kai rode med værktøj og olie, eller Jørgen spille golf?

De grinede ved tanken, Kai kunne intet praktisk. Skulle han slå en pind i en lort, ville han ødelægge begge dele. Men han kunne spille golf og havde et handicap på 18. Til gengæld var golf ikke noget for Jørgen. Han syntes det var en bøssesport og gad kun se fodbold eller boksning fra sofaen.

- Uanset hvad du gør Birgit, skal jeg nok støtte dig. Vi hjælper også gerne med at flytte. Snak med Gitte og Peter, de vil garanteret også gerne give en hånd. Og se nu og få talt ud med ham den gamle.
   - Jeg er glad for din støtte og det er rigtigt, jeg er nødt til at få snakket med Jørgen.

De afsluttede samtalen og Birgit gemte brevet i sin taske. Efter aftensmaden gik Jørgen ind i stuen for at se nyheder. Det var her chancen bød sig for at få det sagt. Hurtigt fik hun ryddet op og stillet i opvaskemaskinen, satte kaffe over og smurte hans madpakke. De drak kaffen i tavshed og så lokalnyhederne, nu måtte hun altså snart tage hul på det.

- Jørgen der er noget vi er nødt til at snakke om.
   - Er der det? Han så spørgende på hende og nappede en småkage fra skålen.
   - Jeg vil skilles. Hun lukkede øjnene, nu var det sagt.
   - Hvad vil du? Han lignede et stort spørgsmålstegn.
   - Du hørte godt hvad jeg sagde. Vi bor under samme tag, men foretager os intet sammen. Vi har ingenting til fælles. Jeg orker simpelthen ikke mere.

De sad længe uden at sige noget, Jørgen pillede ved koppens glasur og spildte lidt kaffe på bukserne. Han bandede svagt og tørrede det af med sit lommetørklæde. Birgit mærkede irritationen da han puttede det tilbage i brystlommen på skjorten.
   
- Hvad vil du så? Han undlod hendes blik og hældte kaffe op til sig selv.
   - Jeg har fået tilbudt en lejlighed og flytter til oktober. Jeg ved godt det er lidt pludseligt, men det må være sådan. Vi slider hinanden op og ender med ligegyldighed, hvis ikke det allerede er sket.

Han trak på skuldrene og viste stor interesse for den sidste nye ballade i Vollsmose.

- Jørgen for fanden, nu må du altså deltage i det her, det er faktisk mit alvor.
   - Jamen du har jo bestemt dig, så hvad er der mere at sige.

Hun sukkede, hvor var det typisk, altid krybe udenom.

- Har du slet ikke noget at tilføje. Hvordan syntes du da vi lever? I perfekt samhørighed?
   - Nej, men vi er sgu da heller ikke nygifte. Vi har jo hver vores at passe, arbejdet, huset og haven. Vi kan da ikke hænge på hinanden hele tiden. Du gider da ikke stå og kigge på, hvad jeg laver nede i værkstedet. Og jeg gider da slet ikke se på hvad fanden du syr eller strikker.
   - Hvornår har vi sidst foretaget os noget sammen, uden det var med familie eller venner?

Jørgen trak igen på skuldrene, det var åbenlyst et kedeligt emne for ham.

- Nåh, men så kan jeg fortælle dig at det er mindst 10 år siden, men helt ærligt, så kan jeg heller ikke huske det og heller ikke hvad vi så foretog os! Jeg gider ikke mere Jørgen, det er slut nu. I morgen siger jeg ja til lejligheden og giver børnene besked. Eller vil du gerne det?
   - Nej for fanden, det må du hellere selv, men har du nu tænkt dig om. Hvordan vil du klare dig alene?
   - Hvad mener du, vi lever hver vores liv nu og tænker du økonomi, ja så har jeg da mit arbejde. Det skal du ikke bekymre dig om, jeg klarer mig.
   
Næste dag i en pause på arbejdet, fik hun sagt ja til lejligheden. Straks mærkede hun et sug i maven, på en positiv måde. Det første skridt mod en ny tilværelse. Efter fyraften tog hun hjem til datteren, der blev glad for at se hende.

- Hej mor, hvor hyggeligt, børnene er ude at lege, men kom dog ind.

De gav hinanden et knus og Birgit hængte sit overtøj på stumtjeneren. Hun mærkede datterens blik da hun satte sig ved køkkenbordet.
   
- Er der nogen bestemt grund til at du sådan kommer uanmeldt? Ikke at du ikke er velkommen, men alligevel!

Datteren hældte kaffe op i to krus og satte sig overfor hende.

- Ja, det er der, måske har du gættet det eller også har jeg en stor overraskelse. Far og jeg skal skilles. Til oktober har jeg en lejlighed og jeg håber selvfølgelig i vil hjælpe med noget af det praktiske.
   - Skilles? Hvad siger far? Jeg går ud fra at det er din beslutning?
   - Ja, det er det. Ja, hvad siger far, ingenting. Det er jo problemet med ham, det er ikke til at få et ord eller en mening ud af ham.

Gitte lænede sig tilbage i stolen og pustede på den varme kaffe. Birgit kunne se hun fik blanke øjne.

- Jeg er ked af at såre dig, men det er ikke altid nemt at være gift med din far. Tilgiv mig, men der er ikke andre muligheder.
   - Du skal ikke tilgive noget, mor. Jeg tænker bare på hvad der skal blive af far. Han er jo ikke den bedste til madlavning og rengøring. Du har jo altid gjort tingene for ham. Er han med på at du flytter?
   - Med på og med på? Det er han vel! Det går nok først rigtigt op for ham den dag jeg er væk.
   - Ja, det er jo ikke fordi det er så overraskende. Det er længe siden i har vist rigtig glæde for hinanden. Det har vi lagt mærke til. Det er vel altid underligt når ens forældre skal skilles. Sådan var det da Eriks forældre blev skilt, men der var selvfølgelig også utroskab med.
   - Det behøver du ikke at være bange for her, vor herre bevares. Nåh, men Peter ringer jeg selv til i aften. Jeg må hellere komme hjem, din far ved ikke hvor jeg er.

Hoveddøren fløj op og drengene for ind til deres mormor og faldt hende om halsen. Hun knugede dem ind til sig og blinkede til Gitte over deres hoveder.

- Hvor er det typisk mor, du vil skilles, men alligevel bekymre du dig om, at han ikke ved hvor du er. Unger hop nu ned fra mormor, i vejer mindst et ton. Gå ind og lav lektier, far kommer snart og så skal vi spise.
   - Bliver du og spiser, mormor? Spurgte Hjalte som var den ældste tvilling.
   - Nej, ellers tak. Jeg må hellere komme hjem til morfar.

Drengene forsvandt ind på værelserne og Birgit rejste sig.

- Hils Erik, min skat. Jeg siger til når der bliver brug for en hånd. Og tak for kaffe.

På vej ud af vænget mødte hun Erik, og de vinkede til hinanden fra hver deres bil. Det småregnede og hun satte vinduesviskerne på interval.
   Gad vide hvad Peters reaktion ville være, han var en travl forretningsmand der aldrig selv var blevet gift. Han havde tit påpeget at hun hoppede og dansede for faren, og om hun aldrig havde hørt om rødstrømper. Det havde hun tit grinet af, men han havde jo ret. Alt gjorde hun, vaskede tøj og gjorde rent, lavede mad, smurte hans madpakke. Det var også hende der ordnede haven, undtagen græsset og hækken. Hun malede vinduer og døre, ja og plankeværket ved terrassen.
   Hvad lavede Jørgen? Ja, han slog jo så græsset og klippede hækken, ordnede plæneklipperen og andet mekanisk. Hun kunne simpelthen ikke komme i tanke om mere, men det var jo hendes egen skyld. Det var som at leve i fortiden, hvorfor havde hun ikke forlangt medspil i det praktiske? Nå men det var ikke til at ændre på, men hun kunne ændre på sit fremtidige liv.
   
Vækkeuret ringede kl. 6.00 og Birgit for op. Hun kiggede sig desorienteret rundt i værelset, indtil det gik op for hende, hvor hun var. Første dag i den nye lejlighed, hun havde sovet godt i sin nye seng. Ingen der snorkede eller skubbede eller gryntede.
   Morgen toiletten var hurtigt overstået, og snart sad hun i sit køkken med kaffe, avis og rugbrød med ost. Lejligheden lå i cykelafstand til plejehjemmet og det passede hende godt. Der var ikke råd til at beholde bilen, derimod købte hun en helt ny cykel. Det var selvfølgelig også en måde at tabe sig på.
   Skilsmissen havde været ret udramatisk, Jørgen havde været tavs fra den dag hun fortalte at hun ville skilles. Det var ikke fordi han var sur, det var bare hans måde at reagere på. Peter havde i øvrigt bifaldet hendes beslutning og sagde han egentlig havde forventet det noget før.

Birgit nød sin nye tilværelse, ingen pligter, kun beskæftige sig med det hun havde lyst og råd til. Sammen med et par af sine kollegaer, der også var alene, lavede de en madklub. Ca. hver anden måned spiste de sammen på skift ved hinanden.
   Hun meldte sig i biografklubben og i en læseklub på biblioteket. I læseklubben snakkede hun meget med en mand på hendes egen alder. De elskede begge at læse krimier og diskuterede forskellige bøger. Det slog hende, med Jørgen havde de aldrig diskuteret bøger eller film.

Efter nogle måneders bekendtskab, inviterede krimi vennen hende ud at spise. Han havde sagt det henkastet midt i en diskussion om bogen ”Forrest Gump”, hun mærkede kinderne blussede og hjertet hamrede. Febrilsk rettede hun på sin halskæde og purrede op i håret. Det var sørme længe siden nogen havde appelleret til hendes kvindelighed.
   Det blev en fantastisk aften, de spiste en udsøgt middag på en af byens bedre restauranter. Poul, som han hed, var utrolig godt selskab, det var længe siden hun havde følt sig så godt tilpas. Under middagen snakkede de om hvad de hver især arbejdede med. Poul havde en ret god stilling som chef for en gruppe ingeniører og havde snart været det i 15 år. Birgit kunne så fortælle at hun havde haft samme job i næsten 25 år. Poul løftede sit glas og sagde.

- Ja i dag er det ikke så almindeligt at blive ved sin læst, om man så må sige.
   - Nej. Birgit rystede på hovedet og smilede tilbage. – De unge mennesker er ikke så tro som vi andre. Eller også er det fordi de er mere modige.
   - Jeg tror det er lidt af begge dele. Det er jo trygt og rart at vide hvordan tingene foregår. Vores alder taget i betragtning er det nok også bedst at blive. Jeg for mit vedkommende ser da frem til efterlønnen.

Birgit nikkede kraftigt med hovedet.

- Ja, mon ikke. Det kan kun gå for langsomt, mine led og ryg skriger på aflastning og fridage. Det er hårdt at arbejde med syge ældre i dag. De er meget tunge når de kommer på plejehjem.
   
Pludselig tog han hendes hænder og klemte dem blidt. Berøringen gik lige i maven og hun rødmede. De kiggede hinanden i øjnene og hun så ind i de dejligste blå søer, fulde af humor og hjerterum. Tænk hvis man kunne fryse dette øjeblik og tage det med sig.
   Da regningen kom, fandt han hurtigt pungen frem og afslog belevent hendes penge.

- Du kan altid give en anden gang, dette her er min omgang.
   - Jamen så tak for mad og vin, det var rigtig dejligt.

Der var frost i luften, men det var klart og de blev enige om at gå en tur ind i byen. Birgit var meget bevidst om hvad der kunne ske og var også meget bevidst om den person hun gik arm i arm med. Han var en flot mand, et hoved højere end hende, slank og meget rank i ryggen. Han havde kraftigt gråt hår og smilerynker ved øjnene. Hænderne var bløde, et tydeligt tegn på at han ikke brugte næverne til hårdt arbejde. Hun forestillede sig hans hænder på sin krop, men blev helt stakåndet og måtte stoppe.
   Heldigvis havde hun tabt sig efter hun blev alene, så hun var ikke så bange for hvad han ville syntes, hvis det altså kom så vidt. Det var nu meget koldt og de blev enige om at køre hjem. Da de holdt udenfor Birgits hoveddør ville hun give hånd til farvel, han rystede på hovedet og kyssede hende resolut på munden. De kyssede længe og bilen blev hurtig kold.

- Vil du ikke med op? Spurgte hun og skuttede sig.
   - Jo tak, det tilbud siger jeg ikke nej til.

Birgit havde nu været sammen med Poul i næsten et halvt år og hun var lykkelig. Tænk at man kunne leve og føle sådan, selvom man var tæt på de 60 år. De gik i biografen og teateret, var tit ude at spise og havde også været på charterrejse. Familien havde taget godt imod ham og børnene elskede når han drillede. Pouls ældste datter havde været mere forbeholden, nu kom hun vel ikke og tog deres arv. De andre var venlige nok, men den ældste datter havde spurgt om hun selv betalte for rejsen og de ting de gjorde. Birgit blev utrolig ked af det, men skjulte det bag et venligt smil og nikkede bekræftende. Poul blev vred og sagde.

- Hvad fanden blander du dig i det for, vi spørger da heller ikke dig om, hvem der betaler hvad, hos jer!
   - Vi er da også gift.
   - Hvem siger vi ikke er det?

Birgit troede datteren havde fået et hjerteanfald. Hun blev mørkerød i ansigtet og trak vejret meget hurtigt og besværet. Hun fik dog hurtigt hold på sig selv igen og kiggede rasende på sin far.

- I har vel ikke giftet jer, i har kun kendt hinanden i et halvt års tid!
   - Nej vi har ikke giftet os, men måske gør vi det en dag. Poul sagde det meget bestemt og så datteren direkte ind i øjnene. – Og du skal overhovedet ikke have en mening om det, forstået? Hvis i fortsat skal komme i mit hjem, så opfører i jer ordentlig over for Birgit. Hun skal være her, i må være her!

Datteren lignede en der gerne ville sige mere, men hun lod dog være. Børnene brød herefter hurtigt op og da de sagde farvel hviskede den yngste datter til Birgit.

- Tag dig ikke af Dorte, vi kan godt lide dig og hyg dig nu med far, han er så glad.

Ind i mellem nævnte Poul muligheden og fordelen ved at de flyttede sammen. Det var hun nu ikke parat til endnu, hun elskede sin lejlighed og kunne stadig huske hvordan det var at være gift med Jørgen. Det var også dejligt når hun kom hjem fra aftenvagt, at være alene og bare sidde i stolen og slappe af.
   Hendes gode kollega gennem mange år var lige gået på efterløn og hun skulle nu til at forholde sig til en ny. Ikke altid lige nemt, man fik jo nogle vaner og rutiner efter så mange år. Den ene vidste simpelthen hvad den anden gjorde. Lige for tiden var der mange tunge borgere, og hun var smadret efter bare to aftener i træk. Udsigten til at gå på efterløn, kom nærmere og nærmere, men der var jo et par år endnu.

Først i det nye år skulle de til Ecuador og Galapagos, det glædede de sig begge meget til. Det måtte være den ultimative rejse, man kun oplever en gang i sit liv. Men først skulle efteråret og julen overstås. En gang i oktober skulle de på forlænget weekend med Jytte og Kai. Poul og Kai var begge habile golfspillere og havde det hyggeligt sammen. Derfor havde de bestilt overnatning på et golfhotel i Nordtyskland.

Birgit var inde i sin femaftens uge og manglede kun to, så var der friuge. Det var en travl tid, den nye kollega var stadig ikke kendt i huset, så Birgit måtte gøre mange ting selv. Hun var dødtræt da hun cyklede hjem i den kolde september luft, der dog friskede lidt op. Vel hjemme hældte hun et glas rødvin op og tog lokalavisen med hen i stolen. Øjnene gled hele tiden i, og til sidst faldt hun i søvn med avisen i skødet. Hun sov stille og lykkelig ind og hørte aldrig da det ringede på døren næste dag.

Uploadet 10. marts 2010

Rate og kommenter teksten